Ny rapport kritisk over for vejprojekt til 1,6 milliarder kroner
Hvis man går og håber på, at rute 26 fra Aarhus mod Viborg skal omdannes til en motortrafikvej, er det her – sagt på godt jysk – træls læsning.
Den miljøkonsekvensvurdering, der blev igangsat tilbage i 2022, og som Vejdirektoratet netop har præsenteret stiller sig kritisk overfor projektet, som blandt andet vil igennem beskyttet natur og særligt ramme områdets søer i sådan en grad, at genopretning gennem anlægsarbejde synes umuligt.
Det var TV 2 Østjylland, der var først med historien.
Derudover er vurderingen i rapporten, at vejprojektet heller ikke er samfundsøkonomisk rentabelt, da den såkaldte nettonutidsværdi er negativ, og den interne rente er under diskonteringsrenten, når man kigger over de næste 50 år.
Den tidsmæssige gevinst, der skulle være ved anlæggelsen, ville ikke stå mål med anlægsomkostningerne, konkluderer rapporten.
I stedet foreslår man i vurderingen at rykke linjeføringen mod nord ved Sabro og ændre adgangsvejen til gartneriet. Det skyldes hensynet til bindinger i vejens linjeføring og en vurdering af en ny og længere adgangsvej kontra udgifterne til en ny bro under vejen.
Genstand for kritik
Projektet er en del af Infrastrukturplan 2035, og tilbage i 2021 afsatte Folketinget 1,6 mia. kr. til det, som først skulle gå til en miljøkonsekvensvurdering af en udbygning af motortrafikvejen og siden til selve etableringen af motortrafikvejen.
Den nye rute 26, der efter planen skulle gå syd om Lading Sø, har i efterhånden flere år været genstand for både lokal kritik og debat, som særligt er udsprunget sig af den planlagte placering gennem naturområder.
Området er beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens paragraf 3, som skal beskytte bestemte naturområder med blandt andet en stor koncentration af vilde dyr og planter.
Helt præcist ønsker man at etablere en firesporet motortrafikvej med en hastighedsbegrænsning på 100 km/t, selvom planen tidligere har været motorvej. De vejtekniske forhold udfordrede idéen om en motorvej, blandt andet fordi vejen ville kurve for meget.
Trods den kritiske miljøkonsekvensvurdering er projektet dog ikke begravet endnu, og næste skridt i processen er et informationsmøde, som Vejdirektoratet afholder den 29. august.