23948sdkhjf

Vinduesproducenter fusionerer for at vinde markedsandele i Danmark

De to vinduesproducenter STM Vinduer A/S og Nordan Vinduer A/S har besluttet at fusionere pr. 1. januar 2025

Det er med en ambition om at styrke positionen på det danske marked, at STM Vinduer på Langeland og Nordan Vinduer med kontorer i Aarhus og København fusionerer ved årsskiftet. 

Fusionen er ifølge virksomhederne et naturligt skridt, efter Nordan overtog 70 pct. af aktierne i STM Vinduer i 2020, mens de resterende 30 pct. blev erhvervet i 2023. Sammenlægningen indebærer, at navnet STM Vinduer udgår.

- Vi synes, at årsskiftet er det rigtige tidspunkt til rent organisatorisk at samle kræfterne i de to familieejede virksomheder. Gennem de seneste fire år har vi lært hinanden særdeles godt at kende, og vi deler de samme værdier. Det er helt afgørende, når vi i de kommende år skal vinde markedsandele i Danmark, hvor STM Vinduer allerede står stærkt, udtaler koncerndirektør Dag Kroslid fra Nordan Gruppen i en pressemeddelelse. 

Nordan Gruppen omsætter for cirka 5 mia. norske kr. , har 12 fabrikker i Norge, Sverige, Polen, Litauen og Danmark og beskæftiger omkring 2.300 medarbejdere.

Vil være større i Danmark

Både Nordan og STM Vinduer er leverandører hos flere større entreprenører i Danmark, og med sammenlægningen vil den danske position blive styrket yderligere.

- Skandinavien er vigtige markeder for os, og vi har især godt fat i det svenske og det norske marked. Målsætningen er at blive endnu større i Danmark, og vi er overbeviste om, at det lykkes, fordi begge virksomheder har et stort fokus på kunder, høj produktkvalitet og en tydelig bæredygtighedsprofil. Vi forener det bedste fra NorDan og STM Vinduer til glæde for kunderne, udtaler Dag Kroslid.

STM Vinduer har 120 medarbejdere på fabrikken på Langeland, hvor produktionen vil fortsætte, og hensigten er at udvide den danske produktion i de kommende år. Det udtaler Henrik Eriksen, der er adm. direktør hos STM Vinduer og 3. generation i virksomheden:

- STM Vinduer har produceret vinduer på Langeland siden 1972, og det fortsætter vi med. Vi bor i en del af Danmark, hvor der ikke er mange produktionsarbejdspladser, men vi fastholder arbejdspladserne og udbygger på sigt. Vi har utroligt dygtige medarbejdere, som vi sætter meget stor pris på.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157