23948sdkhjf

Amager Bakke er slet ikke færdigtegnet (#1)

Masser af spørgsmål er stadig ubesvarede, mens byggeriet af hovedstadens nye forbrændingsanlæg er i gang. Det er helt efter planen. Navnlig økonomiplanen.

I samarbejde med CRM-Byggefakta sætter Building Supply i løbet af denne samt forrige uge fokus på de 10 største byggerier, som hidtil er sat i gang i 2013. I dag er turen kommet til forbrændingsanlægget Amager Bakke, som er nummer ét på listen.

Da betonentreprenøren NCC tog første spadestik i marts i 2013, anede ingen, hvordan det kommende forbrændingsanlæg Amager Bakke helt nøjagtigt skal se ud, og det er der stadig ingen, der gør.

Hovedstadens kommende forbrændingsanlæg er stadig mest et computerbillede med en arkitektonisk vision om, hvordan den nyeste miljøteknologi og energiteknologi skal gå hånd i hånd med bombastisk, kunstigt landskab og rekreative formål.

Et rent skralde-vidunder i landskabet, skal det være.

Men selv om den sidste tegning langt fra er tegnet, så er man allerede i fuldt gang med at "bygge på baggrund af en grovskitse", som Lars Juel Rasmussen kalder det. Han er projektchef hos Amager Ressource Center, som er bygherre og selskabet bag hovedstadens affaldsforbrænding.

Tegningen udvikles løbende
I oktober 2012 skrev man kontrakt med de virksomheder, som skal levere selve forbrændingsanlæggets indmad. En opgave, som er delt op i fem store entrepriser, og hvor det tyske konglomerat Siemens har vundet de tre.

Med et par måneders mellemrum giver indmads-entreprenørerne så oplysninger om, hvordan forbrændingsanlægget rent fysisk vil forme sig, og det er helt afgørende for, hvordan det tidligste jordarbejde og betonarbejde skal foregå, fortæller Lars Juel Rasmussen.

Det er stadig langt fra alle entrepriser, som er budt ud. Først tidligt i 2014 bliver der udbud på bygningsstål og tagkonstruktioner, og når disse kontrakter er på plads i sommeren 2014, så er cirka 75 procent af opgaverne fordelt og tilbage er der indre bygningsinstallationer som el, vvs og ventilation.

Lars Juel Rasmussen erkender, at fremgangsmåden er utraditionel. Andre ville vælge at planlægge alt minutiøst, før første spadestik.

- Men vores måde gør os i stand til at blive færdig op til to år hurtigere, end hvis vi skulle færdigprojektere alting, siger han til Building Supply.

- Og tid er jo penge, når vi taler om byggeri.

To fluer i ét smæk
Med Amager Bakke får hovedstaden et helt nyt anlæg til energiudnyttende affaldsforbrænding, og det nye anlæg skal afløse det gamle, som blev bygget i 1970.

Det er fem kommuner, som driver anlægget via et fælles interessentskab. Foruden København, hvor anlægget rent fysisk befinder sig, består selskabet af kommunerne Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør.

Byggeriet slår to københavnske kæmpefluer i ét smæk. Foruden at blive et miljøoptimeret forbrændingsanlæg, så få hovedstaden en ny kæmpeattraktion og et nyt udflugtsmål med byggeriet, som foruden at være et forbrændingsanlæg også blive en kæmpe kunstig skibakke med plads til at masser af rekreative aktiviteter for alle borgere.

Indeni er der et forbrændingsanlæg og udenpå en skibakke, som starter i 80 meters højde.

Indeni er der et forbrændingsanlæg og udenpå en skibakke, som starter i 80 meters højde.

Fakta: Forbrændingsanlægget Amager Bakke

• Areal: ca. 18.500 m 2 .
• Byggesum: 3.5 mia. kr.
• Byggeristart: Marts 2013
• Forventet afslutning: Marts 2017

Projektet er fra CRM-Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark.
Se mere om konkrete projekter på www.byggefakta.dk.

Artiklen er en del af temaet Top 10.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14