23948sdkhjf

Jönsson skal bygge 225 boliger i København

TDC Pensionskasse er klar med et nyt stort boligprojekt, der skal imødekomme hovedstadens behov for flere ungdomsboliger.
Den 1. oktober 2014 skal 225 nye ungdomsboliger stå klar til indflytning på Teglholmen i København.

De nye ungdomsboliger kommer til at ligge på den grund, hvor B&W tidligere havde støberi og formeri. Projektet er døbt ”Støberiet” efter bygningens tidligere funktion, og består i om- og tilbygning af TDC Pensionskasses eksisterende bygning på Støberigade 10.

Oprindeligt blev bygningen fra 1923 brugt til at tegne og producere stålforme til komponenter til dieselmotorer. Fra 1985 husede den Københavns Fragtmandshal. TDC Pensionskasse købte siden bygningen og indrettede den i 1993 til kontor. Nu forvandles lokalerne altså til moderne ungdomsboliger – en opgave der er lagt i hænderne på Jönsson A/S som totalentreprenør.

- Vi er glade for at kunne tilbyde attraktive boliger til studerende i et område i kraftig udvikling, og som vi kender særdeles godt. Vi synes projektet er meget spændende, og vores ejendom på Støberigade er velegnet til formålet, siger Leif Stidsen, direktør for TDC Pensionskasse.

På grund af den generelt høje etagehøjde i bygningen kommer projektet til at adskille sig fra mange andre ungdomsboligbyggerier. En del af boligerne udstyres således med hems eller indskudt 1. sal.

Projektet har et samlet areal på 11.069 m², og totalentreprisesummen udgør 85,5 mio. kr. Rådgivere er DesignGroup Architects og ingeniørfirmaet Hansen, Carlsen & Frølund. Bygherrerådgiver for TDC Pensionskasse er Arkitektfirmaet Kim Christiansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078