Den 11. oktober lukker Randers Tegl ned for produktionen på sit mindste teglværk, Tychsens Teglværk ved Nybølnor i Sønderjylland. Det bekræfter direktør Jens Piper over for JydskeVestkysten.
- Vi må med vemod konstatere, at parcelhusbyggeriet er gået i stå. Og til mange større byggeprojekter vælger man desværre elementer, forklarer han.
Tychsens Teglværk er grundlagt 1850 og fremstiller blødstrøgne mursten med en årlig kapacitet på 20 millioner sten. I første omgang mister 14 af 16 ansatte jobbet. De sidste to skal stå for afvikling af lageret.