Efter mere end tre årtier: Stifter slipper grebet om firma med 180 ansatte
Den mangeårige direktør og stifter af Buus A/S, Kristian Buus, trækker sig fra den daglige topledelse af anlægsgartnervirksomheden med omkring 180 ansatte.
Det sker, efter at han gennem 34 år har fungeret som både ejer og leder af den store anlægsgartner fra Aarhus.
Kristian Buus overlader direktørsædet til Kim Bisgaard, der kommer fra en stilling som selvstændig rådgiver.
- Efter 34 år som direktør er tiden kommet til at træde et skridt tilbage og give plads til nye perspektiver, siger Kristian Buus i en pressemeddelelse.
Direktørskiftet sker blandt andet som led i at booste digitaliseringen hos anlægsgartneren.
Om Buus A/S
Buus A/S blev etableret i 1991 i Aarhus og er i dag en af landets største anlægsgartnervirksomheder og har en forventet omsætning for 2024 på 200 mio. kr. Med hovedkontor i Aarhus, en afdeling i Aalborg og projektspecifikke afdelinger i eksempelvis Billund og udfører et team på i alt 180 medarbejdere opgaver over hele landet inden for både store og små entrepriser, kloakservice & klimatilpasning, havedesign & uderum samt facility – herunder drift, vedligehold og vintertjeneste.
Kilde: Buus A/S
Tidligere teaterdirektør
Den nye direktør, 44-årige Kim Bisgaard, har i de seneste fire år været tilknyttet Buus A/S i rollen som ledelsesrådgiver og udviklingsansvarlig.
Direktøren har en kandidatgrad i musikvidenskab og økonomi med speciale i interessefeltet mellem æstetiske og økonomiske interesser fra Aarhus Universitet.
Hans første direktørjob i 2008 var i en markant anderledes branche – nemlig som landets dengang yngste teaterdirektør ved Horsens Ny Teater. Herefter blev han i 2012 direktør for kunst- og kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus.
Booster digitaliseringen
En af de overvejende grunde til direktørskiftet er, at man ønsker at booste digitaliseringen i Buus A/S. Det handler eksempelvis om at kunne levere effektiv og valid bæredygtighedsdata og -rådgivning – noget anlægsgartneren ser som et vigtigt konkurrenceparameter.
Jeg har fuld tillid til, at valget af Kim Bisgaard som min efterfølger vil sikre, at vi ikke kun følger med, men leder vejen frem Kristian Buus
- Vores branche og verden omkring os udvikler sig hurtigt, og vi skal være på forkant med de muligheder og udfordringer, der opstår. Jeg har fuld tillid til, at valget af Kim Bisgaard som min efterfølger vil sikre, at vi ikke kun følger med, men leder vejen frem, siger den afgående direktør, Kristian Buus, om direktørskiftet.
Et paradigmeskifte
Også virksomhedens arbejde for at styrke sin markedsposition inden for naturbaserede løsninger er grund bag direktørskiftet.
- Et paradigmeskift er på vej i forhold til måden, vi driver virksomheder og omgiver os med natur på. Vi kan ikke flytte alle mennesker ud i naturen, men vi kan skabe meget mere vildskab i byerne og de bynære områder. For at være en progressiv spiller i den omstilling, skal vi løfte bevidstheden i virksomhederne, og det samme skal vi i Buus A/S, siger Kim Bisgaard.
Han tilføjer, at han glæder sig til at tage fat på arbejdet med omstilling, inspiration og uddannelse.
Stifter fortsætter
Den hidtidige direktør, Kristian Buus, fortsætter sin daglige gang i virksomheden som chef for anlægsaktiviteter. Han er helt tryg ved at se Kim Bisgaard i rollen som adm. direktør:
- Med sin erfaring, kompetencer og visionære tilgang er Kim den rette til at lede virksomheden videre og sikre vores fortsatte vækst og succes i en verden i konstant forandring, siger han.
Kristian Buus vil også fortsat eje virksomheden sammen med Anders Bjørnlund, der i 2013 blev partner i Buus.