Det var ikke ligefrem med vinden i ryggen, at Karsten Østergaard Larsen ved indgangen til 2024 satte sig i direktørstolen hos Johannes Fog.
Tværtimod befandt landets byggecentre sig efter et par års corona-boom i et ganske presset marked, og det gjaldt også den sjællandske trælastkæde, der i maj måtte præsentere første underskud i et årti.
Annonce- Og første kvartal af 2024 var jo også en ren katastrofe, når man kigger på markedstallene, fortæller Karsten Østergaard Larsen om de første måneder ved roret.
I dag tegner horisonten lysere, men når han skal gøre status over det første år, har blikket især været rettet mod de indre linjer i den 104 år gamle virksomhed.
- Jeg har kigget utroligt meget i eget maskinrum og set på, hvor vi kan forbedre os, lyder den korte opsummering.
Tre klare potentialer
Da Karsten Østergaard Larsen satte sig i direktørstolen, var det tredje gang, han takkede ja til en post hos Johannes Fog.
Tidligere har han været trælastdirektør for afdelingerne i Herlev og Lyngby, og det var altså med en vis forforståelse af forretningen, han satte gang i det eftersyn af maskinrummet, der ifølge direktøren afslørede forbedringspotentiale på især tre områder. Logistik, salg og service.
Annonce- Logistikken er noget af det, vi har kigget meget på. I alle de processer, lige fra pluk-og-pak til at få varerne på lastbilen og ud til kunderne, har der ligget mange forbedringsmuligheder, som vi har grebet, siger Karsten Østergaard Larsen.
Helt lavpraktisk har det blandt andet handlet om at få så meget som muligt på bilerne, fortæller direktøren, der sideløbende har haft fokus på det kunderettede arbejde.
- Vi har kigget meget på, hvordan vi arbejder ud mod kunderne. Det handler dels om at sikre bedre service og rådgivning, dels om at sikre en mere effektiv salgsbearbejdning, siger han, uden dog at blive alt for konkret.
- Jeg tror bedst, jeg kan beskrive det med, at vi skal være mere proaktive, end vi har været tidligere.
På rette vej
Da Karsten Østergaard Larsen i foråret præsenterede 2023-regnskabet, lagde han ikke skjul på, at det var utilfredsstillende. Og det var ikke alene modvinden i markedet, der fik skylden for de røde tal.
AnnonceVed den lejlighed var det nødvendigt at bremse op og bygge på igen, lød det dengang. I dag vurderer han, at Fog er godt i gang med den øvelse.
- Uden at røbe for meget er vi bestemt på rette vej. Vi ser resultaterne af den plan, vi har lagt, og som skal være fundamentet for de næste år, siger Karsten Østergaard Larsen.
Hvordan planen ser ud, ønsker han ikke at gå i yderligere detaljer med. Han understreger dog, at den ikke skal forveksles med en strategi, der oftest kommer med en udløbsdato.
- Vi taler ikke om en enkelt strategiperiode men om en handlingsplan med elementer, der er on going. Der skal være styr på maskinrummet, for er det ikke 100 pct. i orden, bliver det svært at erobre markedsandele, fastslår Fog-direktøren.
Tror på vækst
At der er kommet bedre styr på maskinrummet, er imidlertid ikke det eneste, der ifølge Karsten Østergaard Larsen giver grund til optimisme på direktørkontoret. Det samme gør de prognoser, der peger på, at byggeriet går et godt år i møde.
Annonce- Dels kigger vi på prognoser, dels taler vi meget med vores kunder, og alle er samstemmende enige om, at der kommer vækst, siger han.
Mindre entydige er signalerne ifølge Karsten Østergaard Larsen, når det kommer til, i hvilken størrelsesorden og inden for hvilke segmenter væksten viser sig. Men, understreger han, det er værd at hæfte sig ved, at både inflation og renter er faldet. Dertil kommer, at de voldsomme prisstigninger, landets materialeleverandører oplevede under corona, efterhånden også er fortid.
- Så vi taler om reel vækst på volumen og ikke kun en omsætningsvækst drevet af prisstigninger. Og det er virkelig positivt, lyder vurderingen.
Om 2023 blev en enlig underskudssvale fra den sjællandske trælastkæde, er Karsten Østergaard Larsen endnu ikke klar til at løfte sløret for. Klart står det dog, at de røde tal ikke må bide sig fast på længere sigt.
Annonce- Vi er ejet af en fond, der ikke gør andet end at uddele penge til godgørende formål, så det er klart, vi skal i sorte tal. Kan jeg ikke sikre det, er jeg ikke en succes, siger Fog-direktøren.