45 ansatte får ny chef: Grundlæggers søn træder ind som partner
Hos Hobro Malerfirma er man nu klar til at male et nyt kapitel for den nordjyske familievirksomhed.
Grundlæggeren af det over 30-årige lokale malerfirma, Niels V. Rasmussen, har nemlig budt næste generation - sønnen Mikkel V. Rasmussen - velkommen i styringen og ejerskabet af virksomheden Hobro Malerfirma PS.
Det oplyser virksomheden selv i en pressemeddelelse.
30-årige Mikkel V. Rasmussen har gennem en længere periode arbejdet målrettet for at indgå i partnerskabet omkring virksomheden.
- Jeg kunne hurtigt mærke en stor interesse for at drive projekter og tage ansvar, og der blev dengang lagt en plan for at nå hertil, hvor vi er i dag og har dannet Hobro Malerfirma PS, udtaler Mikkel V. Rasmussen og uddyber:
- De sidste fem år har været en proces med at opbygge læring og viden om driften af virksomheden, herunder alt fra kundekontakt, medarbejdere, indkøb, salg og uddannelse som konduktør, der er en projektlederuddannelse inden for malerbranchen. Jeg føler mig godt rustet til at tage ansvar og del i fremtiden for Hobro Malerfirma PS.
Niels V. Rasmussen startede Hobro Malerfirma tilbage i 1992. I dag har virksomheden 45 medarbejdere, hvor fire er lærlinge.
Firmaet har maleropgaver for privatkunder, lokale erhvervskunder, bygmestre, hovedentreprenører og landsdækkende detailkæder.