23948sdkhjf

Grontmij erkender ansvar for fejlslagen havne-licitation

Hanstholm Havn vil dog fortsætte samarbejder med rådgivningsvirksomheden, der lige nu er i gang med at undersøge, hvorfor entreprenør-tilbuddene landede langt fra den forventede pris.
Sidste uges licitation over første fase af udvidelsen af Hanstholm Havn viste overraskende store forskelle mellem bygherreoverslaget på 450 millioner kroner og de indkomne entreprenørtilbud, hvor det billigste lød på 875 millioner kroner.

Hanstholm Havn havde hyret Grontmij til at foretage det indledende analysearbejde, der skulle danne baggrund for udbuddet, og hos rådgivningsfirmaet er man efter det fejlslagne udbud nu gået i gang med at udarbejde en redegørelse, der skal belyse de markante forskelle mellem bygherreoverslaget og de indkomne entreprenørtilbud.

- Vi valgte meget bevidst en højt kvalificeret bygherrerådgiver for at sikre den bedste ekspertise og rådgivning i forbindelse med udviklingen af havnen, men i lyset af den seneste udvikling må jeg understrege, at det alene er bygherrerådgiveren, der står til ansvar for de ydelser, der leveres som elementer af rådgivningen – herunder fx bygherreoverslaget, siger Birgitte Juhl, administrerende direktør for Hanstholm Havn.

- Jeg kan bekræfte, at Grontmij alene har ansvaret for bygherreoverslaget, der i øvrigt er blevet revideret flere gange i projektforløbet – dette ansvar påhviler naturligvis hverken Hanstholm Havns bestyrelse eller direktion, siger Jørgen Thomsen, direktør for Transportation & Mobility i Grontmij.

Redegørelse på vej
Helt efter planerne arbejder Grontmij på en samlet evaluering af tilbudsrunden. Den opgave forventes afsluttet i november.

- Men aktuelt er vi ved at lægge sidste hånd på en foreløbig redegørelse til Birgitte Juhl. Redegørelsen vil blive efterfulgt af en mere detaljeret redegørelse, der afleveres mandag. Konkret vil vi i vores redegørelse beskrive de væsentligste områder, hvor der er afvigelser mellem bygherreoverslaget og entreprenørtilbuddene samt vores vurdering af de dybereliggende årsager bag afvigelserne, oplyser Jørgen Thomsen.

Birgitte Juhl oplyser, at bestyrelsen for Hanstholm Havn tirsdag mødes for at træffe beslutning om, hvad der skal ske i kølvandet på licitationen.

- Bestyrelsen og jeg har været særdeles tilfredse med rådgivningen fra og samarbejdet med Grontmij i forbindelse med udvidelsesplanerne for Hanstholm Havn. Som udgangspunkt håber jeg, at samarbejdet kan fortsætte, så vi kan bygge videre på det arbejde, der er udført, og den indsigt Grontmij har i vores projekt. Men den beslutning træffes af havnens bestyrelse på tirsdag blandt andet på baggrund af de udredninger, som Grontmij netop nu er i gang med. Vi er anstændigvis nødt til at kende årsagerne til den store prisforskel, før vi træffer beslutning om, hvilke konsekvenser forløbet skal have, siger Birgitte Juhl, administrerende direktør for Hanstholm Havn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094