23948sdkhjf

Vandkraftværk omdannes til aktivitetscenter

Harteværket, et vandkraftværk ved Kolding, omdannes til et center med formidling, aktiviteter og rekreative områder. Projektet koster 23,5 mio. kr.
Harteværket i Kolding Ådal er et vandkraftværk fra 1920, der stadig er i funktion. Værket blev fredet i 2001 og er ved at blive omdannet til et levende industrihistorisk anlæg med en række rekreative aktiviteter og formidlingstiltag.

Siden fredningen har der været arbejdet på at skabe vidensformidling og rekreative aktiviteter på Harteværket. Der er tale om tre tiltag. Det overordnede restaureringsprojekt, der gør bygningerne i stand til at fungere som formidlingscenter. Et portalområde med bevægelsesaktiviteter med vand- og energieksperimentarium, og endelig "Hartesløjfe"-projektet, der bliver en oplevelsessti langs de vandveje, der føder turbinerne i Harteværket.

- Udviklingen af Harteværket er et fint eksempel på, hvordan man kan tilføre et gammelt industrielt anlæg og dets udearealer nye kvaliteter. Her kombineres industrihistorie og moderne fritidsaktiviteter med eksperimenterende vandlege i et naturskønt område på en inspirerende måde, siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, om projektet.

I alt koster projektet 23,5 mio. kr. at etablere. Lokale og Anlægsfonden støtter de rekreative og aktiverende faciliteter med 1,7 mio. kr. Projektet er udviklet af Hartefonden med assistance fra Niras A/S og Kvorning design & kommunikation.

Særlige vandaktiviteter
Lokale og Anlægsfonden har medvirket til udviklingen af en række vandaktiviteter på udearealerne nær Harteværket og støtter nu etableringen af dem:

"Kanonen" er et tragtformet rør, hvor plader med åbninger i forskellige diametre kan sættes foran udgangshullet for at afprøve, hvor langt ud af en bane vandet kan skydes ved forskellige vandtryk.

"Bassinet" er et stort hjul, hvor det kræver en stærk voksen eller flere børn til at dreje og åbne et spjæld, der giver mulighed for at fylde et bassin med vand med forskellige hastigheder på det kraftige vandtryk.

"Søjlen" er endnu en chance for at prøve egne kræfter af mod vandet. Her skal man se, hvor langt op i luften en søjle af vand kan presses.

"Romaskinen" skal bruges til at pumpe vand ved at ro.

Udeområdet ved Harteværket bliver bundet sammen af en række stier med bålpladser, handicaptilgængelige fiskeområder og picnicsteder. I en af de gamle bygninger etableres der et udkigstårn over området.

Harteværket blev bygget fra 1918 til 1920 efter energikrisen i 1. verdenskrig for at sikre elektrificeringen af landområderne omkring Kolding. Projektet med opkøb af land, bygning af kanaler og hele projektet kostede 3,6 mio. kr. I nutidens kroner svarer dette til ca. 1,3 mia. kr.

Dermed er Harteværket et industrihistorisk eksempel på, hvordan Koldingområdet fik strøm. Værket blev fredet i 2001, men er stadig i funktion, selv om el-produktionen er mindre end tidligere, på grund af en naturgenopretning af åerne omkring værket og den generelle udvikling med andre elproducerende faciliteter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078