23948sdkhjf

Modulbygger taber millioner: - Vi har taget ved lære

Hos vestjyske Flex Modul har en fejlvurdering ført til største underskud i nyere tid

Et tab på næsten 30 millioner.

Det er realiteten hos Vinderup-baserede Flex Modul, der i fjor måtte notere sig, at et enkelt projekt havde været en bekostelig omgang.

Ifølge adm. direktør Mogens Jeppesen havde den vestjyske modulbygger simpelthen taget munden for fuld.

- Det var en totalentreprise, hvor vi også var ude at byggemodne hele området. Det er ikke noget, vi har erfaring med, og det er en af årsagerne til, at det er gået skævt, fortæller direktøren.

FLEX MODUL A/S
Regnskabsår 2024 2023
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste -25,9 12,3
Resultat af primær drift -35,8 3,7
Resultat før skat -38,6 1,4
Årets resultat - 30,0 1,2
Balancestatus 96,1 99,9
Egenkapital 14,4 16,3
Antal ansatte 83 87
Kilde: CVR

Selv er han først tiltrådt posten ved indgangen til marts i år og har således ikke indgående kendskab til sagen, men af årsrapporten fremgår, at projektet blev solgt i 2022, produceret gennem 2023/-24 og afleveret i 2024.

”Projektet har haft en størrelse, men særlig en kompleksitet, der har overgået ledelsens forventninger og lagt en meget stor belastning på selskabet særligt i perioden fra sommeren 2023 til afleveringen i efteråret 2024,” lyder det i ledelsesberetningen.

Friske millioner

Det var dog ikke kun produktionen, der kom under pres i perioden, hvor salget også led under belastningen. Og som konsekvens var ordrebeholdningen ved indgangen til året utilstrækkelig.

- Når man har en sag, der er problematisk, så kan det let slå andre ting ud af kurs. Det fokus, der burde have været på salg, har ikke været der, og det har taget lidt tid af få løbet i gang igen, siger Mogens Jeppesen.

Hos ejerkredsen, der udgøres af blandt andre salgsdirektør Dan Sand Jensen, den vejlensiske erhvervsmand Peter Thorsen samt Bettina Antitsch Mortensen, indehaver af M+-koncernen, har man da også bevaret troen på foretagendet.

I årets løb er der således foretaget en kontant kapitalforhøjelse på 28 mio. kr.

Har taget ved lære

Det gedigne underskud til trods er det også med optimisme, Mogens Jeppesen har grebet taktstokken hos Flex Modul. Og ifølge den nye direktør er der allerede bedring at spore.

- Der er rigtig god gang i forespørgslerne. Vi sender tilbud som nærmest aldrig før, og vi vinder også ordrer hele tiden, fortæller han.

Han peger på, at særligt de stigende klimakrav har skubbet til efterspørgslen på det præfabrikerede træbyggeri, og forventningen er da også, at de røde tal på bundlinjen allerede i indeværende år bliver farvet sorte igen.

Mere præcist lyder forventningerne i årsrapporten på et resultat i niveauet 5-8 mio. kr., og her står det også klart, at man har taget ved lære af de dyrekøbte erfaringer.

”For at imødegå lignende udfordringer blev koncernens strategi revideret tilbage i 2023. Fremover undgås store og komplekse projekter for i stedet at fokusere på modulbyggeprojekter, der er kendetegnet ved gentagelser og en høj grad af standardisering,” lyder det.

Ifølge Mogens Jeppesen kommer fremtiden hos Flex Modul således til at byde på det, virksomheden gør bedst.

- Vi skal producere det, virksomheden er bygget op omkring, og vi skal lave projekter, der er egnet til modulbyggeri. Og så bevæger vi os ikke ud i byggemodning fremadrettet – vi har taget ved lære af den sag, fastslår direktøren.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11