Partierne udenfor regeringen tøver med opbakningen til nye regler for autorisationer på gas- og el-området. Det afslørede Folketingets førstebehandling af det lovforslag, erhvervs- og vækstministeren har fremlagt.
Det er særligt muligheden for at tilegne sig delautorisationer, som giver anledning til bekymring hos partierne på tværs af folketinget. Det skriver Blik- og Rørarbejderforbundet.
Således afviste både Venstre, Dansk Folkeparti, de konservative og Enhedslisten at støtte lovforslaget. Dermed har regeringen i øjeblikket ikke den fornødne opbakning til ændringerne. Kun Liberal Alliance støttede under førstebehandlingen regeringens forslag.
Efter førstebehandlingen af lovforslaget sendes det tilbage til videre bearbejdelse i Erhvervs-, vækst- og eksportudvalget, inden det igen skal behandles både anden og tredje gang i folketingssalen.
Regeringen håber at de ændrede autorisationsregler kan træde i kræft den 31. marts 2014.