Udenlandske firmaer fik påbud i dødeligt silokollaps på Fyn: Afviser medansvar

Siden taget på en silo på Fyn sidste år styrtede sammen sidste år og kostede tre arbejdere livet, har der hersket uenighed om, hvem der reelt set var skyld i den fatale ulykke.
Efter kollapset fik Flemløse Biogas ellers to påbud af Arbejdstilsynet, da virksomheden ikke havde anmeldt arbejdet til myndigheden, hvilket er i strid med arbejdsmiljøreglerne. Samtidig fandtes der ikke en sikkerhedsorganisation på byggepladsen, som levede op til lovens krav.
Siden modtog også en tysk og en belgisk underleverandør påbud fra Arbejdstilsynet for forskellige brud.
Men en aktindsigt, som TV 2 Fyn har fået viser, at de to udenlandske virksomheder er dybt uenige i påbuddene.
Tyske Envitec, der stod for bestillingen af den kollapsede betonstøberamme og modtog et strakspåbud, afviser, at svejsningerne på rammen var dårligt udført. Derfor har virksomheden klaget over Arbejdstilsynet.

Også den belgiske virksomhed Biodynamics, som stod for selve støbearbejdet, har ytret utilfredshed med behandlingen af sagen, som man mener har været forudindtaget. Virksomheden har dog valgt ikke at klage over det påbud, den fik for manglende sikring af ansatte.
Hvad tidshorisonten for klagen er, vides endnu ikke, ligesom det heller ikke er meldt ud, om Arbejdstilsynet har valgt at politianmelde virksomhederne.
Tilbage i januar erkendte direktør for Flemløse Biogas Kurt Brugsgård Poulsen det overordnede ansvar for ulykken. Samtidig sparkede han bolden videre til netop Envitec og Biodynamics:
- Entreprenøren Envitec Anlagenbau er en af Tysklands førende entreprenører inden for opførelse af biogasanlæg, og deres belgiske underleverandør, Biodynamics, er specialister i at bygge betontanke. De er begge eksperter på området med mange års erfaring. Derfor har jeg selvfølgelig også haft stor tiltro til, at alt foregik efter alle forskrifter, lød det dengang fra Kurt Brusgård Poulsen.
En hale af påbud
Arbejdsulykken indtraf den 26. november 2024 ved Flemløse Biogasanlæg på Fyn, hvor tre udenlandske arbejdere mistede livet, og seks andre blev kvæstet. Ulykken skete, da det nystøbt betontag kollapsede, hvilket resulterede i, at ti medarbejdere styrtede 25 meter ned.
Building Supply søstermedie Energy Supply kunne i december dokumentere, at en hale af påbud havde fulgt siloopførslen frem mod tagkollapset.
Hele fem strakspåbud blev i 2024 uddelt fra Arbejdstilsynet. I alle tilfælde var det netop de udenlandske underleverandører, der ikke havde styr på papirarbejdet.
Tre strakspåbud tilfaldt Biodynamics, idet tre arbejdere på byggepladsen ikke kunne fremvise gyldige kvalifikationer til at operere henholdsvis en tårnkran, en gaffeltruck og en teleskoplæsser.
I september modtog Envitec et strakspåbud for at have undladt at registrere sig i Registret for Udenlandske Tjenesteydere, som netop er myndighedernes indgang til at føre tilsyn med, hvorvidt udenlandske virksomheder i Danmark overholder de danske regler.