Harald Nyborg-ejer Kurt Daell er død - 84 år

Forretningsmanden Kurt Daell, som var medejer af Harald Nyborg-koncernen, er død i en alder af 84 år.
Det oplyser familien til Ritzau.
Han døde mandag efter kortere tids sygdom, lyder det videre.
Kurt Daell, som blev født som Kurt Hauptmann, kom første gang til Danmark fra Østrig som syvårig, hvor han skulle i pleje.
Han var en lille fattig dreng, som var blevet udvalgt til at komme på et ophold i Danmark.
Her endte han hos Ingeborg Daell, som var barnløs enke efter en af grundlæggerne af Daells Varehus, og her blev Kurt adopteret.
Daells Varehus var grundlagt som postordrefirma af Christen Daell og hans bror, og de farverige kataloger med tøj var allemandseje i mange år. Siden kom også et varehus i Nørregade i København.
Uenigheder mellem familien førte til, at Kurt Daell i 1987 købte resten af familien ud af virksomheden som i folkemunde blev kaldt Dalle Valle.
I 1983 købte han Harald Nyborg-butikkerne. Dengang bestod kæden af tre butikker, og han valgte at lukke den ene. I dag er der 66 fordelt over hele Danmark.
Siden hen er butikker som jem & fix og Daells Bolighus kommet til. Koncernen har butikker i hele Skandinavien.
Kurt Daell efterlader sig hustruen Kirsten Daell og sønnerne Erling og Njal Daell. Sønnerne er medejere af Harald Nyborg-koncernen.
I 2021 forlod Kurt Daell posten som bestyrelsesformand i Harald Nyborg. Den blev overtaget af sønnen Erling.