23948sdkhjf

Debat: Sammen om øget sikkerhed på byggepladsen

Materiel er en uundværlig del af velfungerende byggeplads, men materiel har også stor betydning for arbejdsmiljøet og sikkerheden på byggepladsen, lyder det fra dagens debattører

Fra 2025 og frem har PensionDanmark valgt at stille ekstra krav til maskinernes sikkerhed i form af en DRA-certificering af entreprenørernes materiel på pladsen.

Det indebærer krav til maskinernes sikkerhed på vores projekter, fordi vi ønsker at nedbringe risikoen for arbejdsulykker på vores byggepladser og arbejde for, at vores byggepladser er blandt de sikreste i landet. Det handler om mere end bare overholdelse af loven - det handler om at tage et ansvar og beskytte alle involverede parter.

Det er et tiltag, som Dansk Materielforening i Dansk Industri hilser velkommen – særligt fordi DRA-certificeringen er målrettet mindre udlejningsvirksomheder i Danmark, og repræsenterer et fornuftigt minimumsniveau for kvalitets- og sikkerhedsarbejdet.

Samtidig er det vigtigt at anerkende, at DRA-certificeringen kun dækker en lille delmængde af de omfattende krav i de tre internationale ISO-standarder

Flere af medlemmerne i Dansk Materielforening har ISO-certificeringer, og det er lidt som at tage det sorte bælte på, når det kommer til sikkerhed for materiel på byggepladsen.

ISO-certificeringer stiller langt flere omfattende krav til ledelsesmæssige forpligtelser, inddragelse af interessenter, præcisionsevaluering og meget mere. Det er derfor almindelig anerkendt, at ISO-certificeringer udgør et væsentligt højere ambitionsniveau, og virksomheder med gyldige ISO-certificeringer kan derfor også opnå DRA-certificering uden yderligere dokumentation.

DRA-certificering udgør en ”light”-version af ISO-standarderne og bør betragtes som minimumsniveau. Det er derfor vigtigt at differentiere i udbuds- og prækvalifikationsmateriale, så virksomheder med ISO-certificeringer anerkendes for deres højere sikkerheds- og ledelsesniveau. Det vil ikke blot belønne dem, der investerer i kvalitet og sikkerhed – det vil også hæve det samlede ambitionsniveau i branchen.

Sikkerhed kræver mere end et klistermærke

Når det er sagt, bliver sikkerhed ikke løst med et klistermærke bag på maskinen. Det må aldrig blive en sovepude at have en certificering.

Vi mener, at en proaktiv tilgang til sikkerhed kan hjælpe med at forhindre ulykker og skabe et sikrere arbejdsmiljø på byggepladsen. Det kræver løbende opmærksomhed og fokus – både hos maskinudlejerne, bygherren og entreprenøren på pladsen.

Ud over teknisk kontrol er uddannelse af maskinoperatører og folkene på pladsen afgørende. Kendskab til maskinerne, korrekt brug og sikkerhedsprocedurer kan være afgørende for at forhindre ulykker. Det er også vigtigt at understrege kommunikationen på byggepladsen.

Klare instruktioner, anvendelse af korrekt skiltning og løbende opfølgning kan være med til at forhindre misforståelser og uheld.

Sikkerhed på byggepladsen er ikke kun en juridisk forpligtelse, det er en moralsk nødvendighed. Det er vores fælles ansvar at sikre, at alle kan gå hjem uden skader efter en arbejdsdag. Uanset vores placering i byggeriets værdikæde, vil vi gerne være aktive medspillere i denne vigtige mission for at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

En fremtid med færre arbejdsulykker på byggepladsen

I PensionDanmark og Dansk Materielforening håber vi, at dette fælles debatindlæg kan være med til at starte en konstruktiv dialog om arbejdsmiljø og sikkerhed på byggepladsen, hvor alle involverede parter bidrager til en fremtid med færre arbejdsulykker – med udgangspunkt i en tilgang til sikkerhed og kvalitet, tilpasset virksomhedernes forskellige størrelser og ressourcer.

Men med en klar opfordring til, at vi aldrig sænker ambitionsniveauet, når det handler om sikkerhed.

Lad os sammen arbejde for at sætte sikkerhed som højeste prioritet.

Har du et debatindlæg?

Har du kommentarer, pointer, kronikker, observationer eller andre indlæg, som du ønsker at dele med branchen? Så tøv endelig ikke med at sende dit indlæg til redaktionen@building-supply.dk.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062