1.500 aluminiums solafskærmninger skal pryde facaden på Syddansk Universitets nye byggeri i Kolding, og før det har Eiler Thomsen Alufacader monteret facadebeklædning, ovenlys, tag samt vægge og lofter ved terrasser, så det har været en omfattende entreprise.
Eiler Thomsen Alufacader har over en lang periode været cirka 20 mand på opgaven i Kolding. Specielt monteringen af solafskærmningen har budt på spændende udfordringer.
Den nye solafskærmning på Kolding Campus består af cirka 1.500 trekantede skærme i stål, der er perforeret, så der kan trænge lys igennem, og samtidig er de bevægelige, så de kan åbnes og lukkes inde fra hvert enkelt rum. Facadeelementerne tilpasser sig dynamisk dagens og årets gang, klimaforhold og brugsmønstre for at sikre optimale dagslysforhold og skabe et behageligt indeklima i rummene langs facaden.
Læs mere:.
Til at hejse blandt andet de mange aluminiumselementer op til solafskærmningen bruger facadefirmaet en ny 30 meter trailerkran lejet hos Pitzner.
- Vi har brugt den til rigtig meget forskelligt, og senest til samtlige 1.500 elementer til den specielle bevægelige solafskærmning, som vi monterer yderst på bygningen. Vi har trailerkranen i stedet for en lastbilkran med fører. Vi har haft et par mand på kursus i 10 dage, og det fungerer rigtigt godt, at vi selv kan betjene kranen, siger projektleder Tommy Krogh Larsen.