Hospital sparer millioner med nye pumper

En million kroner.
Det er, hvad Hvidovre Hospital alene over det næste år forventer at spare, efter hospitalet har afsluttet en omfattende opgradering af varme- og kølesystemerne i den ældre del af bygningsmassen.
Her er nye pumpeløsninger fra Søborg-baserede Iron Pump blevet installeret, og udskiftningen er sket på initiativ fra Jens Brian Nielsen, reparatør hos Region Hovedstadens Center for Ejendomme.
- Med moderne, tilpassede pumper får vi en langt mere effektiv drift af vores systemer til varme og køling, end vi havde før. Der er generelt kommet et større fokus på at mindske CO2-aftrykket i regionen, og det giver os gode muligheder for at sætte gang i energiprojekter, udtaler Jens Brian Nielsen i en pressemeddelelse.
Historisk har det ellers været almindeligt, at man i store, offentlige bygninger har overdimensioneret pumpeløsninger til varme og køling for at sikre kapaciteten.
Det er imidlertid en belastning for både økonomi og klima, da de overdimensionerede pumper bruger mere energi end nødvendigt.
Justerer efter behov
Der kan derfor være besparelser at hente, når man opgraderer pumpesystemerne, hvilket netop er et fokusområde hos Iron Pump.
- Vi ser mange offentlige bygninger, hvor pumperne kører mere, end driften kræver, og det koster unødvendig energi, siger Per Gudmand Jensen, Service Manager hos Iron Pump, og fortsætter:
- Det største potentiale ligger i varmepumperne, hvor en korrekt regulering alene kan sænke energiforbruget med op til 60 procent uden at gå på kompromis med komfort eller driftssikkerhed.
Iron Pumps løsning til Hvidovre Hospital omfatter i alt otte nye pumper, herunder hovedkølepumper, pumper til fjernvarmeanlæg og køletårnspumper.
Den valgte løsning bygger på et princip om behovsstyring. Pumperne justerer automatisk deres ydelse efter det faktiske behov i bygningen. Via frekvensomformere og sensorer tilpasses flow og tryk i realtid hvilket sparer strøm, reducerer støj og mindsker slitage.
Projektet sikrer Hvidovre Hospital en forventet besparelse på op mod 1 mio. kr. om året i elforbrug ved optimal drift, og investeringen har en tilbagebetalingstid på mindre end syv år.