Han skal sprede overset grønt budskab for materialeproducent
Med ansættelsen af Mads Bo Jensen i rollen som produkt- og bæredygtighedsansvarlig for Skandinavien har porebetonproducenten Xella sikret sig en medarbejder, for hvem den grønne dagsorden er ganske aktuel.
- Jeg bor med min familie på et nedlagt landbrug, hvor vi år for år har kunnet se klimaforandringer med egne øjne, blandt andet ved tre hektar jord, som vi til sidst måtte omlægge til skov, fordi det simpelthen ikke kunne bruges til landbrug mere, fortæller Mads Bo Jensen i en pressemeddelelse.
- Når man har el og rindende vand, så tænker man måske ikke så meget over det, men når man står på marken i vand til anklerne, så bliver det pludselig meget virkeligt, lyder det videre.
Mads Bo Jensen kommer senest fra en stilling som Project Manager på ISS Facility Managements kontrakt hos Lego Billund, hvor han var projektleder på renoveringsprojekter for den verdenskendte koncern.
Skal sprede et budskab
For Mads Bo Jensens nye arbejdsgiver er forstærkningen på bæredygtighedsfronten et bevidst skridt frem mod 1. juli, hvor de nye klimakrav til byggeriet træder i kraft.
For Xella handler det nemlig om blandt andet at få udbredt kendskabet til en del af CO2-beregningen, der ifølge virksomheden hidtil ikke har nydt den store opmærksomhed, nemlig byggematerialers evne til at optage CO2 gennem hele bygningens levetid, også kaldet karbonatisering.
Det forklarer adm. direktør hos Xella Scandinavia, der er overbevist om, at virksomhedens nye medarbejder bliver en vigtig brik i at sprede budskabet.
- Mads kommer med en masse erfaring og en vision om at sætte bæredygtighed på dagsordenen i byggebranchen. Hans profil passede perfekt til det, vi søgte, og hans værdier matcher vores, så vi er glade for, at han nu skal ud og vise, hvad en virksomhed som Xella kan byde ind med, når det kommer til bæredygtigt byggeri, udtaler Fredrik Johansson.