Flere byggeskader opdages tidligere: Det sparer penge

Flere skader i alment byggeri bliver i dag opdaget og anmeldt tidligere end før – og det er godt nyt for både økonomien og kvaliteten. Det viser Byggeskadefondens årsberetning for 2024, der netop er offentliggjort.
I 2024 blev hver fjerde skade anmeldt, mens byggeriet stadig var under fem år gammelt. Dermed fortsætter tendensen fra det seneste årti, hvor andelen af tidligt anmeldte skader har ligget højere end i det foregående. Og det gør en forskel, forklarer Byggeskadefondens driftsdirektør Kathrine Birkemark.
– Tidlig anmeldelse er med til at sikre kvaliteten af det almene byggeri. Det sender et klart signal om, at der ikke er plads til byggesjusk i alment byggeri, siger hun.
Når skader opdages og anmeldes inden for fem år efter afleveringen, er det langt lettere for bygningsejere at placere det økonomiske ansvar hos entreprenører, rådgivere eller leverandører. Dermed kan både Byggeskadefonden og bygningsejeren undgå store udgifter til udbedringer.
– Det handler ikke kun om penge, men også om principper, siger Kathrine Birkemark.
Byggeskadefonden opfordrer derfor bygningsejere til at bruge konklusionerne fra de lovpligtige eftersyn aktivt og reagere hurtigt, når der opstår mistanke om fejl og skader – både på baggrund af tekniske eftersyn og beboerhenvendelser.
Sådan opdager du skader tidligt
Som bygningsejer er der flere ting, du kan gøre for at identificere skader i tide:
- Gennemgå konklusionsrapporten fra Byggeskadefondens 1-års eftersyn grundigt. Rapporten indeholder oplysninger om byggetekniske svigt og deres væsentlighed. Desuden angiver den, hvordan svigtene håndteres. Nogle skal udbedres, mens andre kan imødegås med øget bygningsdrift.
- Overvåg byggeriet regelmæssigt, særligt efter regn eller sne. Fugtproblemer bliver ofte tydelige i vådt vejr, hvilket gør det lettere at opdage byggetekniske svigt eller skader.
- Involvér driftspersonale og beboere. Beboerne kan rapportere forhold, mens driftspersonalet systematisk kan overvåge bygningens tilstand og følge op på henvendelser fra beboerne.
Byggeskadefondens årsberetning 2024