Velux Danmark dykker igen: Laveste resultat i flere år

For andet år i træk ryger der millioner af bundlinjen hos Velux Danmark.
Desuden er årsresultatet det dårligste siden 2020.
Det fremgår af virksomhedens netop offentliggjorte årsregnskab, der udkom torsdag eftermiddag.
Velux kommer ud af 2024 med 13,4 mio. kr. på bundlinjen, hvilket er en tilbagegang på 2,7 mio. kr. sammenlignet året forinden.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 80,9 | 90,0 | 86,2 |
Resultat af primær drift | 16,9 | 19,6 | 23,5 |
Resultat før skat | 17,2 | 19,8 | 23,6 |
Årets resultat | 13,4 | 15,5 | 18,4 |
Balancestatus | 106,2 | 78,1 | 80,6 |
Egenkapital | 40,7 | 31,3 | 45,9 |
Antal ansatte | 90 | 102 | 91 |
Kilde: CVR |
Selvom resultatet lander under forventningen, betegner ledelsen det som tilfredsstillende.
- Regnskabsåret 2024 endte en smule under forventningerne som udtrykt i årsrapporten for 2023, på grund af lavere indtægter fra shared services end forventet, men anses dog stadig som tilfredsstillende, står der i årsrapporten.
Hvad shared services præcist dækker over, og hvorfor indtægterne er faldet her, beskrives ikke.
Velux Danmark oplyser desuden, at man forventer et overskud for 2025 på samme niveau som i 2024.
FAKTA: Shared services
Begrebet 'shared services' dækker typisk over interne servicefunktioner, som deles mellem flere selskaber i en koncern – og som ét eller flere af selskaberne betaler for at få adgang til. Det kan eksempelvis omfatte:
- IT-support og drift
- HR (løn, rekruttering, personaleadministration)
- Økonomi og regnskab (bogholderi, controlling, rapportering)
- Indkøb og logistik
- Marketing og kommunikation
Koncernoverskud faldt – overskud steg
Velux Danmark-regnskabet kommer knap to måneder efter koncernen VKR Holding kunne se omsætningen falde, men overskuddet stige.
Her trak en træg byggebranche fortsat trak ned hos VKR Holding, der ejer både Velux og Dovista. Omsætningen faldt for andet år i træk og landede i 2024 på 28,8 mia. kr.
Det var knap knap 700 mio. kr. mindre end året før.
Ifølge selskabet var det især høje renter, der lagde pres på byggeriet i Europa og førte til lavere salg end ventet på flere nøglemarkeder.
- Det var på mange måder et udfordrende år for den europæiske byggebranche, og derfor faldt omsætningen en smule, lød det dengang fra afgående topchef Mads Kann-Rasmussen i forbindelse med regnskabet.
Alligevel lykkedes det VKR Holding at løfte overskuddet til cirka 4,3 mia. kr. Blandt andet som følge af et godt investeringsår.
- Forretningsområderne navigerede ganske dygtigt i situationen, og derfor endte de med et driftsresultat, der var en lille smule under, men dog acceptabelt for året, sagde Mads Kann-Rasmussen, der siden blev udnævnt til bestyrelsesformand.