Grossist bygger til: Nu står ny lagerhal klar

Brødrene Dahl har fået udvidet rammerne i Helsingør med en ny lagerbygning, som er specialdesignet og opført af Hallgruppen.
Den 400 m² store koldhal er koblet direkte på grossistens eksisterende bygning, oplyser Hallgruppen i en pressemeddelelse.
– Vi havde behov for en enkel løsning til opbevaring af varer, der kan tåle udsving i temperatur, og her leverede Hallgruppen en koldhal, som matcher vores krav til størrelse, funktionalitet og en god pris, siger Henrik K. Goldschmidt, afdelingsleder hos Saint-Gobain, der ejer Brødrene Dahl.
Bygningen måler 20 x 20 meter og er ifølge Hallgruppen et eksempel på en stigende efterspørgsel i markedet:
– Vi oplever et stigende behov for faste lagerbygninger, som bliver en del af eksisterende faciliteter. Det stiller krav til fleksibilitet og præcision, og det er netop dér, vi har vores styrke, siger Kim Jansdorf, direktør for Hallgruppen i Danmark.
Hallgruppen har stået for hele processen – fra byggeansøgning og brandstrategi til den fysiske sammenkobling med Brødrene Dahls eksisterende lokaler.
Hallgruppen leverer både standard- og specialløsninger til alt fra haller og lagerbygninger til kontorer og produktionslokaler.
Hallgruppen har hovedsæde i Norge og er til stede i 23 lande. Virksomheden har leveret haller og telte til mere end 80 lande og har over 200 ansatte.