23948sdkhjf

Vinder totalentreprise: Skal forvandle specialboliger i millionprojekt

Totalentreprisen omfatter 1.360 m² ny- og ombygning og skal øge kapaciteten fra fem til ni specialindrettede boliger i Danmarks største botilbud for mennesker med funktionsnedsættelser

Totalentreprenøren er nu fundet til en omfattende om- og tilbygning i Landsbyen Sølund i Skanderborg, hvor Boenhed 20 skal udvides og moderniseres. 

Projektet går i gang i slutningen af 2025, og totalentreprisen er tildelt et team bestående af Egil Rasmussen A/S, Ginnerup Arkitekter og Sweco Ingeniører.

Det skriver Skanderborg Kommune på sin hjemmeside.

Opgaven omfatter både nybyggeri og renovering, samlet ca. 1.360 m², og skal forvandle den eksisterende boenhed fra fem til ni moderne og specialindrettede boliger målrettet borgere med betydelige funktionsnedsættelser.

Baggrunden for projektet er en analyse fra 2022, der viste, at de nuværende fysiske rammer ikke længere matcher behovene for den højt specialiserede målgruppe. Med den kommende udvidelse skal Boenhed 20 leve op til både nutidens krav om tilgængelighed, funktionalitet og bæredygtighed.

52,5 mio. kr. fra national lånepulje

Skanderborg Kommune har fået dispensation til at anvende midler fra en statslig lånepulje i 2025 og 2026. Den samlede projektøkonomi er 52,5 mio. kr., og som betingelse for finansieringen skal mindst 25 pct. af boligerne kunne benyttes af andre kommuner.

- Det nye byggeri vil skabe trygge, funktionelle og moderne rammer for beboerne og deres hverdag – og sikre, at Landsbyen Sølund fortsat kan være et fyrtårn inden for specialpædagogik, udtaler Jens Szabo, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Projekteringsfasen er allerede i gang og gennemføres i samarbejde med Handicap- og Psykiatrirådet samt Foreningen God Adgang for at sikre høj tilgængelighed og overholdelse af gældende bygningsreglement.

Projektet forventes færdigt til indflytning i slutningen af 2026.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.249