23948sdkhjf

Vinduesproducent indgår ny aftale med aluminiumleverandør

Ny aftale skal reducere klimaaftrykket fra Velux' ovenlysvinduer gennem øget brug af genbrugsaluminium. Den langsigtede kommercielle aftale erstatter en hensigtserklæring fra 2022

Velux Gruppen har indgået et flerårigt samarbejde med aluminiumsproducenten Novelis, verdens største virksomhed inden for genbrugsaluminium, om at levere valset aluminium med højt genbrugsindholdtil virksomhedens tagvinduer.

Aftalen indebærer, at Novelis fra 2024 skal levere aluminium med en genbrugsandel på 70 pct., hvilket er en stigning på 30 procentpoint i forhold til tidligere leverancer.

- Denne aftale viser virkelig vores stærke engagement i at nå dette meget ambitiøse mål inden for kun fem år, siger Klaus Lorentzen, der er Senior Vice President i Products and Innovation i Velux Gruppen, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer:

- Med mere end 70 pct. genanvendt indhold er Novelis’ aluminium afgørende for vores indsats for at dekarbonisere Velux-produkter.

Partnere i mange år

Novelis har leveret aluminium til Velux i over 40 år. Siden 2022 har de to virksomheder haft et tæt samarbejde med fokus på at mindske CO₂-aftrykket fra det aluminium, der anvendes i Velux’ produkter, og det er den aftale, som den nye aftale erstatter.

I dag består over halvdelen af det aluminium, Novelis leverer, af materiale med højt genanvendt indhold, og målet er at øge andelen yderligere i de kommende år.

Tiltaget forventes at reducere CO₂-udledningen til under 4 kg CO₂ pr. kg leveret aluminium, hvilket er under halvdelen af det gennemsnitlige klimaaftryk for primæraluminium i Europa.

- Dette samarbejde med Velux er en katalysator for transformation, og sammen har vi gjort betydelige fremskridt i udviklingen af legeringer, der ikke kun opfylder krævende præstationsstandarder, men også understøtter en cirkulær økonomi, siger Michael Hahne, Vice President of Commercial for Novelis Europe, i pressemeddelelsen.

Kræver mindre energi

Genbrug af aluminium kræver kun 5 pct. af den energi, der bruges til at producere primæraluminium, og kan dermed reducere CO₂-udledningen med op til 95 pct.

Partnerskabet er en del af Velux Gruppens strategi om at halvere CO₂-aftrykket fra virksomhedens værdikæde (scope 3) inden 2030. Ifølge Velux stammer 94 pct. af virksomhedens samlede klimaaftryk fra materialer anvendt i produkterne.

Samarbejdet med Novelis bygger videre på tidligere aftaler med andre leverandører, herunder Hydro og ArcelorMittal, om levering af materialer med lavt CO₂-aftryk.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14