23948sdkhjf

Ny facade og foyerer til københavnsk teater

I foråret 2014 bliver en stor ombygning af Folketeatret i København indledt. Facaden samt publikumsfoyerer i både gadeplan og på 1. sal bliver opgraderet, moderniseret og forskønnet.
Folketeatret har længe ønsket at gennemføre en ombygning, og det kan nu realiseres med midler fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Realdania. Projektet beløber sig til 36,5 mio. kr. og har to fokusområder: Facade og publikumsforhold.

- Det er med stor glæde og tilfredshed at kunne melde ud, at flere års arbejde for et bedre og smukkere Folketeater ser ud til at lykkes. Takket være midler fra A.P. Møller Fonden og Realdania, kan vores drømme og mangeårige ønsker om et nutidigt teater med en indbydende facade og publikumsfaciliteter, der tilfredsstiller ikke blot øjet, men også de behovskrav der er i dag, nu gå i opfyldelse. Store Scene forbliver Store Scene, den er noget helt særligt og begejstrer alle, der oplever den for første gang. Ombygningen vil fremstå som en stor fornyelse og forbedring – med respekt for vores smukke gamle teater, siger Jytte Andersen, forhåndværende minister og Folketeatrets bestyrelsesformand.

Bertelsen & Scheving Arkitekter ApS er engageret som totalrådgivere med Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører A/S som underrådgiver. Albæk byggerådgivning ApS er bygherrerådgiver.

Gennemføres i etaper
Facaden i Nørregade skal forskønnes og åbnes, så den bidrager positivt til det eksisterende byrum. Den nuværende lukkede grå facade bliver i fremtiden erstattet af en mere transparent og smuk indgang, som åbnes for publikum og den omgivende by.

Teatrets to publikumsfoyerer vil undergå en større forvandling. Faciliteterne på begge etager kommer til at imødekomme tidens krav til brugervenlighed. Åbenhed, sammenhæng og gennemskuelighed i huset vil være i fokus på den æstetiske såvel som på den funktionelle side.

Når byggeriet er færdigt, vil man som noget nyt kunne nyde en pausedrink på teatrets 1. sal med udsigt til Nørregades leben. En markant trappe centralt i stueniveauets foyer vil møde øjet og sikre adgang til 1. salen (snoreloftet).

Ombygningen forventes færdiggjort i efteråret 2015. Der bliver tale om to byggefaser - maj-oktober 2014 og april-september 2015 - af hensyn til teatrets sæson.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141