23948sdkhjf

Direktør stopper efter 15 år: Bach Gruppen-firma leder efter ny frontmand

Knud Rasmussen, direktør for Niels Kalhave A/S, har sat kurs mod tilbagetrækning, men nægter at forlade skuden, før der er styr på fremtiden

Der er sat gang i et generationsskifte hos specialisten i procesventilation og -udsugning, Niels Kalhave A/S. 

Firmaet, som er en del af Bach Gruppens portefølje, skal finde ny direktør, efter at Knud Rasmussen har meddelt sin beslutning om at trække sig tilbage.

- Nu er jeg blevet 65, og jeg håber at kunne stoppe, når jeg er 67. Men jeg kommer ikke bare til at gå og forlade skuden, hvis ikke vi finder en ny i tide, siger Knud Rasmussen til Building Supply.

Der er derfor endnu ingen fast tidsplan – og ingen afløser i sigte, som det ser ud nu.

- Der er ikke nogen i spil lige nu. Men vi håber selvfølgelig, det kommer. Vi har sat processen i gang, og det er også derfor, vi melder det ud nu i stedet for at stå tre måneder inden med ingen plan. Vi skal finde den rette og tage os god tid til det, siger den afgående direktør.

Fakta: Niels Kalhave A/S

Grundlagt: Starten af 1970’erne

Lokation: Viborg

Speciale: Procesventilation, udsugning, service og specialløsninger

Ejerkreds: Bach Gruppen, Klaus Møller, Brian Bryrup, Knud Rasmussen

Antal ansatte: Ca. 20

Kunder: Industri og erhverv

Producentens hjemmeside

Øget omsætning og medarbejdere

Knud Rasmussen, der er uddannet mekaniker, blev ansat i 2009 og trådte kort efter ind i ledelsen som medejer og direktør. På det tidspunkt var virksomheden mærket af finanskrisen og en vis træthed, fortæller Knud Rasmussen.

- Ejerne før havde nok lidt mistet modet. Da jeg startede, var omsætningen omkring fire millioner, hvilket er vokset betydeligt siden. Vi har fået flere kunder og flere ordrer i butikken, siger han.

Ifølge de seneste regnskaber havde Niels Kalhave A/S en bruttofortjeneste på 11,8 mio. kr. i det seneste regnskabsår, mod 13,3 mio. kr. året før. 

I dag beskæftiger Kalhave omkring 20 medarbejdere og løser opgaver for både industri og erhverv. Virksomheden råder over eget værksted og lagerfører standardkomponenter.

Afløser søges

Afløseren skal ikke blot overtage den daglige drift, understreger Knud Rasmussen.

- Det er ikke kun et skrivebordsjob. Man skal ud og have kontakt til kunderne og forstå forretningen. Og så er det en stor fordel, hvis man har brancheerfaring. Det handler også om personlighed. Nogle mennesker kan bare tiltrække kunder – og det er meget værd i vores fag.

Ejerkredsen består i dag af Knud Rasmussen, Bach Gruppen samt Klaus Møller og Brian Bryrup (BE Installationer). 

NIELS KALHAVE A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 11,8 13,3 12,6
Resultat af primær drift 0,9 2,6 1,4
Resultat før skat 0,7 2,6 1,5
Årets resultat 0,6 2,0 1,1
Balancestatus 15,2 12,4 10,6
Egenkapital 3,8 7,3 5,3
Antal ansatte 19 17 20
Kilde: CVR

Kapaciteten begrænses af mangel på hænder

Kalhave har kapacitet, faciliteter og potentiale til mere, end hvad der bliver realiseret i dag, lyder det fra direktøren.

Det er bare svært at udnytte potentialet uden nok medarbejdere.

- Vi kunne sagtens tage mere ind. Men vi mangler dygtige montører. For 15–20 år siden kom folk selv og spurgte, om der var arbejde. Det gør de ikke mere, siger han:

- Vi har endda forsøgt at finde en kølemontør, fordi mange anlæg og byggerier kræver det – men det er nærmest umuligt. Der er ikke folk at få. Det er ikke et Kalhave-problem – det er nok hele branchens problem, tror jeg.

Kommer til at savne det

Selv om golf og familietid trækker, bliver det ikke uden et afsavn, at den mangeårige direktør nu melder sit farvel.

- Jeg kommer til at savne det. Det vil være forkert at sige andet. Jeg har været i branchen i mange år, og det er kontakten med kunderne og snakken med kollegaerne, der betyder noget. Men man skal også være realistisk. Det kræver kræfter at drive forretning.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079