Ny mand i front for Stark-satsning
Da maj blev til juni, trådte Morten Bak ind på posten som leder af Arnum Rør.
I rollen skal han styrke vand- og afløbsområdet hos Stark, der i 2022 overtog den sønderjyske specialist på området.
Morten Baks primære rolle bliver at sikre en endnu stærkere forankring af vand og afløbsområdet i Starks 80 danske forretninger, og via Arnum Rør give kunderne nye og flere muligheder, så virksomhedens specialistviden og services bliver omsat til løsninger i de konkrete projekter hos byggecenterkædens kunder.
- Arnum Rør er en virksomhed med en historik og stærke kompetencer inden for vand og afløb. Vi skal skabe et tæt samspil mellem Arnum Rør og Starks forretninger, hvor vi kan tilbyde kunderne høj fleksibilitet, et stort sortiment med levering hele døgnet, siger Morten Bak i en pressemeddelelse.
Morten Bak kommer med en baggrund fra både H+H og Xella med salg til entreprenører. Han har desuden været salgschef ved Frøslev Træ, og de seneste fem år trælastdirektør i Bygma Sønderborg.