710 underleverandører: Mindre danske firmaer strømmer til Femern-projekt

Over 1.100 virksomheder har indtil videre sat deres præg på opførelsen af Femern Bælt-tunnelen – og hovedparten er danske.
Ifølge nye tal fra Sund & Bælt har 710 danske firmaer bidraget til projektet, hvoraf mange er små og mellemstore virksomheder. Det glæder erhvervsorganisationen SMVdanmark.
- Det brede danske aftryk på tunnelbyggeriet betyder arbejdspladser og vækst, siger underdirektør Alexander Søndergaard fra SMVdanmark i en pressemeddelelse.
Tunnelen, der bliver verdens længste sænketunnel, tiltrækker underleverandører fra hele landet. Her er der en tydelig overvægt i Region Sjælland, hvor 301 virksomheder har bidraget. Hovedstadsområdet og Region Syddanmark følger derefter.
Kan blive nødvendigt med flere folk
Den geografiske nærhed til Rødbyhavn spiller en rolle, men også virksomheder længere væk har fået fodfæste, særligt hvis de har specialiseret sig.
Et eksempel er Specialfabrikken Vinderup A/S fra Midtjylland, som leverer aluminiumstrapper og -broer til projektet.

- Det har været spændende for vores lille virksomhed at være med i så stort et projekt, udtaler direktør Kari Pilgaard Havemann også i pressemeddelelsen og uddyber:
- Hvis den næste ordre falder på plads, bliver det nødvendigt at udvide med flere folk,
Hvis den næste ordre falder på plads, bliver det nødvendigt at udvide med flere folk,
SMVdanmark vurderer, at der fortsat vil komme mange opgaver i takt med, at installationer og tilknyttet infrastruktur skal etableres.