En ny standard med historisk betydning er blevet sat i byggebranchen torsdag.
Som de første aktører i byggebranchen har østjyske AROS Maler Entreprise og Malerforbundet indgået en aftale om kædeansvar.
Det oplyser AROS Maler Entreprise i en pressemeddelse
Ifølge direktør Simon Elkjær skal aftalen sikre større gennemsigtighed og bekæmpe problemer med social dumping og brug af uigennemskuelige underentreprenørkæder.
- Problemet med social dumping og kreativ brug af underentreprenører er velkendt, men der sker for lidt politisk og overenskomstmæssigt. Derfor har vi valgt at handle selv og indgå denne aftale med Malerforbundet, siger Simon Elkjær i pressemeddelelsen.
Vil ikke pege fingre
Helt konkret indebærer aftalen, at AROS Maler Entreprise forpligter sig til kun at samarbejde med underentreprenører, der er dækket af en overenskomst, og at virksomheden påtager sig et økonomisk ansvar i tilfælde af manglende udbetaling af løn eller rettigheder.
Aftalen lægger op til tydelig organisering og synlighed omkring, hvem der arbejder på byggepladserne, samt under hvilke vilkår. Simon Elkjær håber, at man med aftalen kan vise vejen for andre i branchen.
- Vi håber, at vores bygherrer og samarbejdspartnere vil bakke op og måske endda spørge andre leverandører, om de er villige til at tage samme ansvar. I stedet for at pege fingre har vi valgt at fokusere på, hvad vi selv kan gøre anderledes, siger han og uddyber:
- Vi tror på, at vores kunder sætter pris på, at vi tager ansvar og har styr på, hvem der arbejder for os. Det handler ikke kun om regler – det handler om mennesker, malerfaget og om at stå ved det, vi tror på.
Nødvendigt skridt for branchen
Hos Malerforbundet vækker aftalen stor glæde, og formand Tonny Olsen fortæller, at han håber, at aftalen "kan inspirere andre virksomheder til at tage samme ansvar".
- Det her er et vigtigt og nødvendigt skridt for vores branche, siger Tonny Olsen i pressemeddelelsen.
Han ved godt, at det ikke betyder, at problemer forsvinder med det samme, men for Malerforbundets formand handler det om at gøre noget i stedet for at se til.
- Vi ved godt, at problemerne ikke forsvinder fra den ene dag til den anden, men vi har truffet et fælles valg om at gøre noget ved det – og ikke bare se til. Det er det vigtigste, siger Tonny Olsen.
FAKTA: Kædeansvar
Kædeansvar betyder, at en hovedentreprenør kan gøres økonomisk ansvarlig for sine underentreprenørers brud på overenskomst eller lovgivning. Det kan for eksempel gælde manglende løn, feriepenge eller arbejdsrettigheder.
Formålet er at sikre ordnede forhold i hele entreprenørkæden.
Stor diskussion om kædeansvar
Debatten om kædeansvar har de seneste måneder været heftigt diskuteret i byggebranchen.
Først i DR-dokumentaren 'På Statens Regning', hvor DR kunne fortælle om alvorlige problemer med at overholde løn- og arbejdsmiljøregler, både på private og offentlige bygge- og anlægsprojekter.
Siden blev det et stort tema i overenskomstforhandlingerne i byggeriet, hvor fagforeningerne kæmpede for, mens arbejdsgiverorganisationerne kæmpede imod.
- Der er et pres fra vores bagland i forhold til, at nu må nogen stå til ansvar for at få rettet op på det, der foregår, sagde formand for 3F Byggegruppen, Claus von Elling, tilbage i januar.
Svigt på Novo-projekter
Derudover har Building Supplys søstermedie Licitationen også kunne afsløre, hvordan social dumping og manglende overenskomst var en del af hverdagen Novo Nordisks enorme byggeplads i Kalundborg og på det prestigefyldte Postbyen-byggeri i det centrale København.

På byggerierne blev der brugt samme underentreprenør, som var var det seneste i en række selskaber med samme personkreds i ledelsen.
Den 20. februar kunne Licitationen berette, at virksomheden JTWorks, som er under mistanke for økonomiske uregelmæssigheder, udfører arbejde som underentreprenør for Bravida på en byggeplads i Kalundborg.
Virksomheden har afvist anklager om skattesvig og konkursmisbrug, som blandt andet er fremsat af en kurator og en regnskabsekspert.
Efter omtalen i Licitationen er JTWorks ikke længere involveret i projektet Postbyen i København. Til det skrev Bravida blandt andet:
- Når vi vælger at indgå aftaler med underleverandører, sikrer vi altid, at de opererer med ordnede forhold ved løbende at bede om at få forevist relevant dokumentation.
- Herudover er det en selvfølge, at alle Bravidas underleverandører overholder gældende love og regler i Danmark for, at de kan samarbejde med os. Vi vil imødese en afklaring i sagen og vil agere i henhold til denne.