I fare for at styrte i havet: I dag får nordjysk sømærke ny placering

Efter knap 20 år i skibstrafikkens tjeneste er det tid til udskiftning.
Sømærket i Blokhus har siden 2006 knejset på toppen af de nordvestjyske klitter, men nu er det slidt op og bliver i dag udskiftet med en ny model.
Mogens Gade, der er borgmester i Jammerbugt Kommune, fortæller, at projektet har været en nødvendighed, fordi der igennem længere tid har været frygt for, at sømærket ville styrte i havet i takt med, at bølgerne æder sig ind i klitterne.
Derfor betyder udskiftningen også, at det nye sømærke bliver placeret længere ind i landskabet.
Fakta om sømærket i Blokhus
- Bygget i 1882 og stod frem til 1944, hvor tyskerne sprængte det væk.
- I 2006 rekonstruerede Blokhusfonden sømærket, ligesom fonden i 2009 stod bag rekonstruktionen af den gamle redningsstationen.
- De 2,1 millioner til genopførelsen af Sømærket og etablering af boardwalk er finansieret af Norlys, FLAG (Lokal Aktionsgruppe i fiskeriområde), LAG (Lokale Aktionsgrupper), Jammerbugt Kommune, Blokhusfondne og områdets borgerforeninger.
Kilde: Jammerbugt Kommune
På grund af det eksisterende sømærkes dårlige stand, bliver der tale om en genopførelse og ikke en restaurering af det eksisterende pejlemærke.
Det er byggefirmaet Keld og Johs, der har stået for projektet. De ligger stadig inde med de originale tegninger fra 1882, som virksomheden brugte, da den stod for genopførelsen af sømærket tilbage i 2006.
Nu skal tegningerne i brug igen i en løsning, som gerne skal stå i længere tid end forgængerens 20 år.
Mogens Gade regner derfor ikke med, at en udskiftning bliver aktuel inden for en lang årrække.
- Det bliver ikke i vores tid, fastslår han.
Borgmesteren er tilfreds med, at projektet nu er i mål.
- Det har været en lang proces, og det skal da ikke være en hemmelighed, at det har været hårdt arbejde at få alle tilladelser på plads forud for en realisering. Men generelt har der været en positiv dialog hele vejen rundt blandt de involverede parter, herunder blandt andet med Kystdirektoratet og de nærmeste naboer, siger han.
Projektet har kostet i omegnen af to millioner kroner, og midlerne er rejst via en række sponsorer bl.a. Jammerbugt Kommune, Hune Blokhus Borgerforening og fonde.