23948sdkhjf

To personer anholdt: Politiet ransager Flügger i sag om muligt sanktionsbrud

Ifølge DR er to personer fra Flügger blevet anholdt og løsladt efter endt afhøring torsdag

Den danske malevarekoncern Flügger efterforskes af politiet efter afsløring af salg i Rusland.

Det skriver virksomheden selv i en fondsbørsmeddelelse torsdag.

Meddelelsen kommer, efter at DR har afsløret, at Flüggers produkter aktivt bliver markedsført i flere russiske byer, blandt andet på stribevis af messer, ligesom malingen fra Flügger kan købes online og fysisk i butikker overalt i Rusland.

Desuden har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) torsdag gennemført en anholdelses- og ransagningsaktion i København i forbindelse med en sag, der omhandler et dansk selskabs mulige omgåelse af sanktioner imod Rusland.

Det skriver NSK til DR.

Ifølge DR's oplysninger er det Flügger, der er blevet ransaget.

NSK skriver til DR, at der er blevet ransaget på tre adresser, og der er foretaget anholdelse af to personer, som begge er løsladt efter endt afhøring.

Identiteten på de anholdte er ikke kendt af DR.

Flügger oplyser, at virksomheden i vinter har stoppet samarbejdet med distributører i Kasakhstan, Estland, Aserbajdsjan og Kirgisistan.

- Det skete som resultat af en undersøgelse gennemført i samarbejde med eksterne eksperter, efter mistanke om at en eller flere distributører i strid med både samarbejdsaftaler og retningslinjer markedsførte og videresolgte Flügger-produkter til det russiske marked, lyder det.

Direktør i Flügger, Sune Schnack, mener, at virksomheden er blevet "ført bag lystet", lyder det i fondsbørsmeddelelsen.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, og vi er rystede over, at en tidligere mangeårig samarbejdspartner har valgt at føre os bag lyset på den måde, siger direktøren.

Sune Schnack uddyber, at virksomheden har handlet "hurtigt og effektivt", da den fik kendskab til sagen.

- Vi har desuden markant skærpet vores kontrolmekanismer og interne procedurer, siger han.

Flügger samarbejder med politiet, der efterforsker omstændighederne i sagen, herunder Flügger og direktionen, skriver virksomheden også.

DR har afdækket, at den russiske forretningsmand Aleksej Popov er forsat med at præsentere sig som Flüggers repræsentant i landet, selv om aftalen med ham blev opsagt i april 2022, oplyser Flügger til DR.

Flügger har mistanke om, at videresalget til Rusland skete via en eller flere distributører.

- Eksporten til de fire lande udgør samlet samme omfang som én enkelt stor butik i Danmark, skriver malervarekoncernen.

Flügger forfølger desuden et "retligt spor" for at få lukket ned for "sådanne aktiviteter på det russiske marked", lyder det.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062