23948sdkhjf

Producent klar med nye tal til nye krav

Tirsdag løftede Isover sløret for nye miljøvaredeklarationer, der skal gøre det lettere at leve op til de nye klimakrav til byggeriet

Saint-Gobain Isover i Vamdrup gør klar til at møde branchens stigende dokumentationskrav med en ny serie tredjepartsverificerede miljøvaredeklarationer (EPD’er).

Fra 1. juli viser de opdaterede deklarationer, at virksomhedens glasuldsprodukter i gennemsnit udleder over 20 procent mindre CO₂ end tidligere.

Ifølge Mick Schou Rasmussen, adm. direktør i Saint-Gobain Denmark, er timingen bevidst valgt.

- Vi har længe haft et klart mål om at tilbyde markedets mest ambitiøse EPD’er. Derfor lancerer vi dem netop den 1. juli – samme dag som de nye klimakrav i bygningsreglementet træder i kraft. Efterspørgslen på præcis dokumentation i et livscyklusperspektiv stiger markant, og nu står både vi og vores kunder stærkere end nogensinde, siger han i en pressemeddelelse.

Nøglen til den markante reduktion er fabrikkens overgang til certificeret biogas fra årsskiftet. Glasuldsfabrikken i Vamdrup køber certifikater med oprindelsesgaranti svarende til hele sit forventede gasforbrug, og skiftet væk fra naturgas slår altså tydeligt igennem i de nye EPD-tal.

- Biogas er en vigtig brik i den grønne omstilling af Danmarks energiforsyning. Med købet af certifikater bidrager vi til udfasningen af fossile brændsler og støtter målet om, at biogas skal erstatte naturgas, siger Mick Schou Rasmussen.

For entreprenører og rådgivere betyder ændringen, at Isovers glasuldsisolering nu kan indgå i byggeprojekter med et væsentligt lavere CO₂-aftryk. Samtidig forsikrer virksomheden, at arbejdet med at skære yderligere i både emissioner og forbruget af jomfruelige råmaterialer fortsætter.

- Selv om vi har passeret en vigtig milepæl, stopper vi ikke her. Vi sigter fortsat efter at levere byggematerialer med både det lavest mulige klimaaftryk og det lavest mulige ressourceforbrug, understreger direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078