Håndværker dømt for blufærdighedskrænkelse af lærling

20 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste.
Sådan lød straffen, da en 67-årig håndværker fra Holstebro onsdag blev dømt for at have blufærdighedskrænket en kvindelig lærling under en arbejdsopgave.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Retten fandt det således bevist, at den 67-årige udnyttede sin stilling til at udøve grænseoverskridende adfærd mod en yngre kollega under en arbejdsopgave i september 2023.
Her havde han blandt andet støvsuget lærlingen på brystet og presset hende op i en krog og befamlet hendes baller og bryster.
I retten erkendte den 67-årige at have givet lærlingen et par klap i bagdelen samt at have støvsuget kvindens bryst uden på tøjet og rørt ved det andet bryst, da han ville trække støvsugeren tilbage. Resten af tiltalen nægtede han sig skyldig i.
Han blev af anklageren spurgt, om han havde håbet, at lærlingen syntes, det var ok og "ville noget mere med ham".
- Måske. Efterfølgende vidste jeg godt, at jeg havde lavet noget lort, svarede den 67-årige ifølge Dagbladet Holstebro-Struer.
Virksomheden valgte kort efter episoden at afskedige manden, og lærlingen har siden haft så store psykiske efterreaktioner, at hun har opgivet sin uddannelse. Retten vurderede hendes forklaring som både detaljeret og troværdig og afviste forsvarets forsøg på at nedtone sagens alvor. Dommen blev modtaget uden anke.