Tjener en tiendedel af det forventede: Byggemarkedskæde dykker igen
Hos Silvan har ledelsen de seneste år haft overordentligt svært ved at spå om fremtiden.
For andet år i træk må byggemarkedskæden således notere sig et resultat, der langt fra er på linje med forventningerne til året.
Denne gang lyder overskuddet på 3,1 mio. kr. efter skat. En lille tilbagegang sammenlignet med foregående års 4,1 mio. kr., men markant lavere end de 35-45 mio. kr., året forventedes at ende med.
Det til trods for, at omsætningen i året voksede til 1,39 mia. kr., svarende til en vækst på 2 pct.
Heller ikke her levede den tysk-ejede gør-det-selv-kæde dog op til egne forventninger, der lød på en omsætning i niveauet 1,40-1,45 mia. kr.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 1.394,6 | 1.365,4 | 1.327,5 |
Bruttofortjeneste | 308,6 | 548,2 | 557,8 |
Resultat af primær drift | 14,8 | 8,8 | 67,2 |
Resultat før skat | 5,2 | 2,2 | 63,8 |
Årets resultat | 3,1 | 4,1 | 49,5 |
Balancestatus | 695,8 | 679,3 | 664,8 |
Egenkapital | 81,8 | 103,7 | 124,1 |
Antal ansatte | 599 | 639 | 624 |
Kilde: CVR |
I årsrapporten peger ledelsen desuden på, at det generelle gør-det-selv-indeks steg 5 pct. i året.
”Denne udvikling viser, at Silvans initiativer taget i den sidste del af 2024 og i 2025 har været nødvendige og forventes at have en positiv effekt på omsætningen,” lyder det i ledelsesberetningen.
Her kan man videre læse, at årets resultat var påvirket af et lavere salg end forventet samt en lavere margin end i 2023. Ydermere bød året på to lukkede butikker, mens tre forventede nye butiksåbninger blev reduceret til to.
Forventer fremgang
Building Supply har uden held forsøgt at indhente yderligere kommentarer til årsrapporten.
Præcis hvilke initiativer byggemarkedskæden har igangsat for at vende udviklingen, står således hen i det uvisse. Men klart står det, at der er forventning om fremgang.
Her sætter Silvans ledelse sin lid til at nye produktkategorier, et stigende onlinesalg samt en positiv udvikling i nye og renoverede butikker kan drive væksten, og året forventes at ende med en toplinje i niveauet 1,475-1,550 mia. kr.
På resultatfronten lyder forventningen, nøjagtigt som i foregående årsrapport, på et overskud i niveauet 35-45 mio. kr.