Stark lancerer nye løsninger til cirkulært byggeri

Stark opruster nu sit digitale klimaunivers med nye løsninger, der skal gøre det nemmere for håndværkere og entreprenører at bygge mere cirkulært.
Udvidelsen sker i lyset af de nye klimakrav, som siden 1. juli har krævet, at byggeriets CO₂‑udledning dokumenteres og holdes under fastsatte grænser. Ikke kun for bygningen, men også for selve byggeprocessen.
Blandt de nye tiltag er information om genbrugssten og gentræ, som kan erstatte nyproducerede materialer med høj CO₂‑belastning.
- Vi ser en stigende interesse fra vores kunder for at bygge med omtanke, og det kræver adgang til konkrete løsninger. Genanvendelse og take back-ordninger er ikke kun godt for klimaet, men også en måde at dokumentere ansvarlighed og opnå point i certificerede byggerier som DGNB og Svanemærket, siger Kristian Fribo, der er bæredygtighedschef i Stark, i en pressemeddelelse.
Derudover tilbyder Stark take‑back‑løsninger for blandt andet arbejdstøj og emballage. Målet er at reducere affald og give kunderne konkrete muligheder for at nedbringe byggeriets klimaaftryk.
Løsningerne er samtidig udformet, så de understøtter dokumentation til certificeringer som DGNB og Svanemærket.
Ifølge Stark skal klimauniverset være en praktisk genvej til grøn omstilling på byggepladsen uden at gå på kompromis med hverken tid eller kvalitet.
Tidligere på året talte Building Supply også med Kent Fonseca, der er forretningsudvikler inden for bæredygtighed hos Stark, og han så både udfordringer og muligheder i de nye klimakrav, der den 1. juli ramte byggeriet.
- Man kan sådan set overholde de nye klimakrav til selve byggeriet relativt nemt og uden de helt store greb, sagde han blandt andet, før han pegede på udfordringerne:
- Det er den del, vores kunder oplever størst udfordringer med, fordi der er nogle helt nye områder som for eksempel transport af materialer til byggepladsen, der skal tages højde for.