Lokal modulproducent leverer pavilloner til midtjysk skole

Silkeborg Kommune vokser, og det skaber behov for mere kapacitet i skolevæsenet.
Som en del af løsningen har kommunen valgt at udvide Gødvadskolen i Gødvad med en ny bygning på 565 kvm.
Det sker i samarbejde med den lokale modulproducent Concept Living, der er en del af ABC-koncernen. Producenten leverer i alt 13 præfabrikerede moduler i træ.
Udvidelsen består af fire nye klasselokaler og et grupperum og skal stå klar til brug efter efterårsferien.
Projektet er fra begyndelsen tænkt som modulbyggeri, hvilket ifølge Concept Livings projektleder Torben R. Stadsholt har gjort det muligt at optimere både projektering og byggetid.
- Træbyggeri er en optimal løsning til at opnå en lav LCA-beregning, og det gælder også Gødvadskolen, som ligger langt under de nye CO₂-grænseværdier, siger Torben R. Stadsholt i en pressemeddelelse.
Produktionen af modulerne sker i tørre haller i Engesvang, hvilket reducerer både støj og støv på byggepladsen. Ifølge Sweco Danmark, der er bygherrerådgiver, har løsningen gjort det muligt at sikre både kvalitet og hastighed.
- Modulbyggeri er en oplagt løsning, når der er behov for at få kvalitetsbyggeri opført hurtigt uden at gå på kompromis med hverken funktion eller økonomi. På Gødvadskolen har vi projekteret fire nye klasselokaler, som skal stå klar efter efterårsferien, og her er modulbyggeri et rigtig godt valg, siger projekt- og markedschef hos Sweco Danmark Michael Nielsen i pressemeddelelsen.
Byggeriet forventes færdigt ved udgangen af september i år.