23948sdkhjf

Dansk kabelproducent opjusterer forventninger

Kabelproducenten NKT fremlagde torsdag aften sit kvartalsregnskab, der var væsentligt bedre end ventet

Aktien i den danske kabelproducent NKT stiger voldsomt fredag morgen, efter at selskabet torsdag aften meddelte, at man opjusterer forventningerne til året.

NKT-aktien går frem med 9,5 pct. efter ti minutters handel på den københavnske fondsbørs.

Selskabet skulle først have fremlagt halvårsregnskab fredag morgen, men allerede torsdag aften landede regnskabet.

I den forbindelse skruede kabelproducenten op for forventningerne for 2025, som nu lyder på en omsætning i intervallet 2,65 og 2,75 mia. euro og et driftsresultat på mellem 360 og 390 mio. euro.

Tidligere regnede NKT med en omsætning på 2,37 og 2,52 mia. euro og et driftsresultat i intervallet 330 og 380 mio. euro.

- På baggrund af den finansielle præstation i første halvdel af 2025 og forventningerne til resten af året er forventningerne for hele året opdateret, skriver NKT i regnskabet.

Ser man på andet kvartal, klarede selskabet sig også bedre, end hvad analytikerne havde ventet.

Omsætningen endte i perioden på 723 mio. euro, mens analytikerne ifølge mediet MarketWire havde forventet en omsætning på 647 mio. euro.

Samtidig havde NKT en organisk vækst i omsætningen på 13 pct..

- I andet kvartal af 2025 fortsatte NKT sin positive økonomiske udvikling med en tocifret omsætningsvækst og det højeste driftsresultat nogensinde, siger adm. direktør Claes Westerlind i regnskabet.

Driftsresultatet endte i andet kvartal på 105 mio. euro. Året forinden lød resultatet på 86 mio. euro.

- Vi er tilfredse med denne udvikling og præstation, mens vi fortsat lever op til vores forpligtelser over for kunderne og fremmer vores store ekspansion, siger Claes Westerlind.

NKT er et af de største børsnoterede selskaber i Danmark med mere end 5000 ansatte.

Selskabet blev grundlagt i 1891, og forretningen består blandt andet af at producere energikabler til for eksempel vindmølleparker og byggeindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093