Udenlandske studerende får ekstra indføring i den danske byggebranche
Flere internationale studerende på VIAs engelsksprogede bygningskonstruktøruddannelse i Horsens vil blive i Danmark - hvis de altså får en fod indenfor i den danske byggebranche.
Det vil VIA University College nu hjælpe dem med.
Et nyt masterclass- og mentorprogram skal således ruste de studerende til det danske arbejdsmarked og skabe direkte bro til virksomheder i byggebranchen.
- Vi har dygtige studerende, men de mangler netværk og kendskab til branchen. Det prøver vi at bygge op med målrettede forløb, virksomhedsbesøg og mentorer, siger Alan Klæbel Weisdorf, uddannelsesleder hos VIA, i en pressemeddelelse.
Målet med indsatsen er at bygge bro til dansk erhvervsliv for de studerende, at afhjælpe byggebranchens behov for flere bygningskonstruktører og at imødekomme det politiske ønske om, at flere udenlandske studerende, der er uddannet i Danmark, bliver boende her i landet efter dimission og bidrager på det danske arbejdsmarked.
Tegnestue deltager
Hos Schmidt Hammer Lassen bakker man op om initiativet.
Arkitektvirksomheden deltager i programmet og har haft gode erfaringer med at have internationale studerende i praktik.
- De internationale studerende er motiverede og fagligt stærke. Vi ser det som et ansvar at klæde dem på til at forstå arbejdsmarkedet, og som en mulighed for at sikre dygtige medarbejdere, siger senior architectural technologist Simon Enevoldsen i pressemeddelelsen.
Bygherrer, rådgivere og entreprenører mangler i dag bygningskonstruktører, og derfor er der ifølge VIA stort potentiale i at fastholde de udenlandske talenter, som allerede er uddannet her.
Et af dem er Kristians Graudins fra Letland, som i dag går på 5. semester:
- Før overvejede jeg kun praktik i udlandet, men nu ser jeg store muligheder i Danmark. Især fordi jeg har fået indsigt i branchen og kontakt til mentorer, der selv har taget rejsen, siger han.
Indsatsen på VIAs engelsksprogede bygningskonstruktøruddannelse med det officielle navn Architectural Technology and Construction Management indebærer, at de internationale studerende som en fast del af deres 3,5 år lange uddannelse kommer på i alt seks masterclass-forløb.
Masterclasses er placeret på 2. til 5. semester, hvor de studerende gennem virksomhedsbesøg får indsigt i byggebranchen og bygningskonstruktørers arbejdsopgaver. Samtidig indgår de studerende i professionelle drøftelser med virksomhedens fageksperter om konkrete projekter, byggefaglige udfordringer samt branchens udvikling.