23948sdkhjf

Netop indviet: Her skal fremtidens byggematerialer stå deres prøve

340 kvm træbygning på Teknologisk Institut bliver testcenter for fremtidens byggematerialer

På Teknologisk Institut i Taastrup er en ny testbygning netop åbnet.

Den 340 kvm store bygning, kaldet Build-in-Wood Demonstrator, skal fungere som en praktisk platform, hvor byggebranchen kan teste og dokumentere anvendelsen af træ og andre biobaserede materialer i større byggerier. 

Ønsket er at understøtte den grønne omstilling og reducere sektorens CO₂-aftryk.

Ifølge Juan Farré, adm. direktør på Teknologisk Institut, får byggeriet med testbygningen et konkret værktøj til at navigere i den grønne omstilling.

- Når vi kan teste og dokumentere træløsninger under realistiske forhold, mindsker vi risikoen ved at investere i nye teknologier og materialer. Det accelererer udviklingen af klimavenlige byggeløsninger, som både styrker Danmarks konkurrenceevne og bidrager til at nå vores klimamål, siger han i en pressemeddelelse. 

Build-in-Wood-bygningen er i to etager med bærende konstruktion af limtræssøjler og etagedæk af krydslamineret massivtræ. Det er et modulært, skalerbart byggesystem optimeret til bygninger i tre til otte etager. 

Der er en laboratoriedel, hvor nye byggematerialer og bygningsdele kan afprøves og dokumenteres i fuld skala og under realistiske forhold. 

Bygningen kan skilles helt ad, så bygningsdele og materialer kan udskiftes og testes, og en digital tvilling indsamler løbende data om blandt andet fugt og indeklima fra et netværk af mere end 100 sensorer placeret i bygningen og konstruktionen.

Projektet bygger videre på et femårigt EU-projekt med eksperter fra hele træværdikæden i Europa. 

Det er finansieret af Teknologisk Institut, som også er bygherre, med støtte fra EU. Både producenter, rådgivere, forskere og innovationsprojekter kan bruge bygningen. 

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) var med til indvielsen torsdag. 

- Projektet her viser, hvordan vi i dag kan bygge mere grønt ved at se på vores valg af materialer. Og hvordan vi kan bygge mere grønt til fremtiden ved at sikre, at et byggeri kan skilles ad og genbruges. Det er en stor fælles opgave hele tiden at få skubbet grænserne for, hvor bæredygtigt vi kan bygge, siger hun. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062