Flügger blev advaret om salg i Rusland
Maling fra Flügger kunne i juni stadig købes over det meste af Rusland – på trods af selskabets egen oplysning om at have stoppet eksporten i april 2022.
Nye oplysninger viser, at Erhvervsstyrelsen allerede i august 2024 advarede Flügger om risiko for, at virksomhedens produkter blev omdirigeret til Rusland via tredjelande.
Trods dette valgte Flügger ikke at informere myndighederne, da en whistleblower i slutningen af 2024 rejste mistanke om overtrædelse af EU’s sanktioner.
Det skriver Finans.
- Man har troet, at man kunne gå under radaren, udtaler Jacob Dahl Rendtorff, professor i virksomhedsetik ved RUC, til mediet.
Ifølge Flügger blev man først opmærksom på problemet ved årets udgang og reagerede herefter ved at lukke for eksport til en række nærliggende lande og opsige flere distributører.
Virksomheden afviser dog, at henvendelsen fra Erhvervsstyrelsen var en konkret advarsel og betegner den som ”af generel, oplysende karakter”.
Sagen har nu ført til sigtelser mod både selskabet og dets øverste ledelse for brud på EU’s sanktioner, og Erhvervsstyrelsen har indledt yderligere undersøgelser.