En ny fugtvejledning fra Teknologisk Institut skal hjælpe byggebranchen med at kvalitetssikre træbyggeri ved at sætte fokus på fugthåndtering gennem hele byggeriets livscyklus – fra idé og projektering til udførelse og drift.
- Med fugtstrategi, løbende kontrol og organisering fra start kan man undgå mange af de problemer, der ellers først opdages, når det er for sent – og når det samtidig bliver både kompliceret og dyrt at rette op, siger Niels Morsing, centerchef på Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.
Vejledningen bygger blandt andet på erfaringer fra Build-in-Wood Demonstrator-byggeriet i Taastrup og flere større rådgivningsopgaver i Danmark og udlandet. Den er tænkt som et praktisk værktøj med baggrundsviden, konkrete fugtstrategier og tjeklister, der gør det lettere at arbejde systematisk med fugtkontrol – også i driftsfasen.
- Når træ udsættes for ukontrolleret fugt, kan det føre til både konstruktive og æstetiske problemer - fra misfarvning og dimensionsændringer til skimmel og svamp. Det er et problem, vi er nødt til at tage meget seriøst, siger Niels Morsing.
Håbet er således, at vejledningen kan bidrage til at højne kvaliteten i træbyggeri og i sidste ende øge tilliden til træ som byggemateriale.
Vejledningen er foreløbig udgivet på engelsk og vil senere blive tilgængelig på dansk. Udviklingen er støttet af den internationale non-profit Built by Nature, som arbejder for udbredelse af biobaserede byggematerialer.