En række kommuner får millionhjælp af Folketinget til at beskytte kystområder mod oversvømmelser.
Partierne bag finansloven fra 2024 har fordelt 82 mio. kr. til 13 kystbeskyttelsesprojekter.
Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.
- Truslen fra stormfloder bliver kun større år for år, og derfor skal indsatsen for at klimasikre Danmark op i tempo. I mange kommuner er det et kapløb mod tiden at få lavet den nødvendige kystbeskyttelse, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i meddelelsen.
- Vi har valgt at støtte 13 projekter, hvor kommunerne har projekter klar, som vil beskytte eksempelvis byområder og sommerhuse, men som mangler finansiering. Støtten vil accelerere arbejdet med projekterne og skabe tryghed i de berørte områder.
Der er eksempelvis hjælp på vej til den sydsjællandske by Præstø, der i oktober 2023 blev hårdt ramt af en stormflod.
Nu får Vordingborg Kommune 5,1 mio. kr. til at højvandsbeskytte Præstø by mod oversvømmelse.
Der skal etableres diger og højvandsmure med portåbninger.
I Frederikshavn Kommune skal Gl. Skagen erosionsbeskyttes med en sandfodring over 1,25 km. Det projekt har fået 4,8 mio. kr.
Det dyreste projekt findes i Svendborg Kommune. Her skal Søndre Havn og havnepladsen i Svendborg beskyttes mod stormflod med højvandsmure.
Ifølge DR havde 15 projekter ansøgt om at få del i de 82 mio. kr.
Kystpuljen står til at udløbe efter 2025, men regeringen lægger op til at forlænge den frem til 2028 i sit finanslovsforslag.