Der er fart på hos Outline Vinduer i Farsø.
For at følge med investerer vinduesproducenten nu et tocifret millionbeløb i endnu et CNC-bearbejdningsanlæg.
Anlægget er det fjerde i rækken og udgør et led i en langsigtet investeringsplan, som skal understøtte forretningen, minimere flaskehalse i produktionen og sikre leveringssikkerheden, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
- Vores salg er støt stigende, og det er især de komplekse produkter som blandt andet ekstra store vinduespartier og specielle elementtyper, der er særligt stor efterspørgsel på, siger Michael Hejlesen, fabrikschef hos Outline Vinduer.
Han oplyser, at det nye anlæg giver mulighed for at øge kapaciteten markant.
Ligesom de tre forrige gange, er anlægget leveret af Junget - en dansk totalleverandør af maskiner og skærende værktøj til blandt andet træ- og aluminiumindustrien.
Det nye anlæg er en udvidelse af de tre eksisterende anlæg og inkluderer blandt andet en 3D-indstilling af arbejdsbordene, der gør bearbejdningen mere effektiv.
Anlægget er netop nu i gang med at blive fuldt ud integreret i produktionslinjen på fabrikken i Farsø, der beskæftiger omkring 300 medarbejdere.
- Normalt kan denne type anlæg godt tage mellem 12 og 16 måneder fra bestilling til de afgørende FAT-tests, hvor anlægget testes for at verificere, at systemet opfylder de kundespecifikke krav, men i tilfældet med Outline tog det blot 10 måneder.
- Vi har et utroligt godt samarbejde, der altid er konstruktivt og i løsnings-mode fra begge parters side, og det betyder meget for et vellykket resultat, siger Steen Hansen, key account manager hos Junget.