Udskriver konkurrencer om de nye sommerhusudstykninger
De landskabelige herlighedsværdier bør bevares, når der udlægges nye sommerhusområder.Dette fremgik af et pressemøde, som miljøminister Connie Hedegaard (K) afholdt i forbindelse med offentliggørelse af, hvilke kommuner, der har fået andel i den sommerhuspulje, som regeringen har udbudt i håb om at skabe fornyet økonomisk vækst i betrængte udkantsområder.
Konkurrencer og idékatalogArkitektforeningen og Fonden Realdania vil tilbyde kommunerne hjælp til udformning af de sommerhusudstykninger, der de kommende år skal placeres i det danske sommerland.
Direktør i Akademisk Arkitektforening, Bente Beedholm udtaler:
- Det er afgørende, at der skabes unikke sommerhusområder, som er i harmoni med en egns landskabelige og bygningskulturelle særpræg. Kun derved kan man sikre, at eksisterende herlighedsværdier bevares.
Direktør i Fonden Realdania Hans Peter Svendler udtaler:
- Vi finder det yderst vigtigt gennem disse konkurrencer at få kvalificerede bud på, hvordan sommerhusbebyggelser kan indpasses i følsomme landskaber, så de landskabelige værdier bevares bedst muligt.
Når konkurrencerne er afsluttet skal der udarbejdes et idékatalog, som kan være til inspiration også for de øvrige kommuner, der skal i gang med at udbygge deres sommerhusområder.
Nye spændende sommerhusområderAkademisk Arkitektforening og Fonden Realdania har indgået partnerskab, så konkurrencerne kan udskrives uden større udgifter for de involverede kommuner.
Projektet gennemføres i øvrigt i tæt samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen og er en opfølgning på Akademisk Arkitektforenings høringssvar i 2004, hvor man advarede imod tilfældigt udformede ”sommerhustæpper” i de sårbare kystnære områder.
Kilde: Realdania