Erhvervsskolerne har løbende fået skudt i skoen, at udstyret derude ikke er opdateret nok.
Men nu kan fem udvalgte skoler se frem til at modtage nyt.
Efter EuroSkills 2025 i Herning doneres nyindkøbt teknologi og maskiner for fem mio. kr. – finansieret af A.P. Møller Fonden via Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Målet er at løfte undervisningen og give flere unge lyst til en erhvervsuddannelse.
Skolerne, der modtager udstyret, er udvalgt i samarbejde med de faglige udvalg.
Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier er blevet valgt til at modtage en CNC-maskine, mens NEXT og Den Jyske Håndværkerskole modtager to robotarme.
Hos Syddansk Erhvervsskole kommer 6 cylindere 14 L Lastbil Motor og hos Uddannelsescenter Holstebro to kombinationsovne.
EUC Nord får en kompatibel rundsav med Blade Off teknologi og Roskilde Tekniske Skole et 3D Digitalt Produktions Lab.
- Donationen fra A.P. Møller Fonden har muliggjort indkøb af moderne og tidssvarende udstyr, som er afgørende for kvaliteten – såvel i konkurrencerne til EuroSkills2025 som i undervisningen af vores faglærte på erhvervsskolerne, siger Nanna Højlund, næstformand i FH, i en pressemeddelelse.
Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i DA, tilføjer, at de håber, donationen vil komme til at gøre en "kæmpe forskel" for eleverne.
Skolerne har forpligtet sig til at bruge udstyret aktivt og fungere som faglige fyrtårne for resten af sektoren.