Priserne på kabler og andre materialer til elarbejdet er skudt i vejret det seneste år.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Tekniq, der peger på nye tal fra Danmarks Statistik.
Tallene viser, at priserne på elmaterialerne siden 2021 er steget med 28 procent og nu ligger på rekordhøjt niveau.
Ifølge Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq, udgør det en udfordring for branchens virksomheder.
- Det er simpelhen svært at forklare kunder, hvorfor en given opgave er blevet så meget dyrere på få år. Risikoen er, at kunderne afholder sig fra at investere i de grønne løsninger, der er nødvendige for den bæredygtige omstilling af samfundet, udtaler hun.
En del af forklaringen på de stigende priser skal ifølge Maria Schougaard Berntsen findes i den politiske ageren fra blandt andet Kina, der har påvirket kobberpriserne voldsomt de senere år.
- Det kan den enkelte virksomhed ikke ændre, og af samme grund ser vi positivt på forlængelsen af varmepumpepuljen og afskaffelsen af elgiften, så priserne ikke tager luften ud af den grønne omstilling, siger Maria Schougaard Berntsen.