Den tekniske servicevirksomhed Tekum har per 1. september overtaget alle aktiver fra Randers-virksomheden Finn Elektriker.
Overtagelsen omfatter både medarbejdere, igangværende opgaver og øvrige aktiver, som alle videreføres under Tekums regi. Aktiviteterne samles fremover i Tekums afdeling i Randers, mens indehaver Finn Helmer Olesen fortsætter i en overgangsperiode frem mod pensionering.
Det oplyser Tekum på sin Linkedin-profil.
- Finn Elektriker er en veldrevet virksomhed med et solidt ry og en stærk servicekultur. Vi er derfor rigtig glade for, at Finn har valgt Tekum som partner til at føre forretningen sikkert videre og udvikle den i årene, der kommer, skriver Tekum.
Med opkøbet styrker Tekum sin lokale tilstedeværelse i Østjylland og viderefører samtidig en etableret kundebase. Tekum har siden opstarten i 2023 gennemgået en markant vækst og har i dag cirka 150 ansatte, fordelt på afdelinger i otte jyske og fynske byer.
Virksomheden har siden etableringen opbygget en stor teknikerstab med kompetencer inden for blandt andet motorer, gear og kraner. Kunderne tæller både mellemstore metalvirksomheder og store fødevareproducenter.
Virksomheden oplevede sorte tal i sit første regnskabsår med en bruttofortjeneste på 37,6 mio. kr. og har planer om fortsat ekspansion i takt med efterspørgslen i industrien.