Mens store dele af byggebranchen holder igen, har Bygma valgt at styrke sin indsats for at tiltrække og uddanne fremtidens arbejdskraft. Hele 57 nye elever er i år startet i virksomhedens forskellige afdelinger landet over – det største antal i Bygmas historie.
- Vi har en klar strategi om at sikre fremtidens arbejdskraft og kompetencer, og derfor er vi stolte af, at så mange vælger os som elevplads, siger HR-direktør Anette Sondrup i en pressemeddelelse.
Eleverne fordeler sig på uddannelser inden for salg, logistik, kontor og IT, og de kommer til at arbejde i både store og små filialer. Ifølge HR Business Partner Rikke Valentin Jørgensen er elevoptaget resultatet af en målrettet indsats.
- Vi har styrket samarbejdet med erhvervsskolerne og skabt en målrettet indsats for at tiltrække unge. Vi er meget synlige og i direkte kontakt med dem, både på skolerne og på sociale medier, forklarer hun.
Ud over det faglige sigter Bygma mod at tilbyde et stærkt fællesskab og et landsdækkende netværk blandt eleverne.
- Vi lægger stor vægt på at give eleverne mulighed for sparring med hinanden, ligesom vi tilbyder træning og kompetenceudvikling, siger Rikke Valentin Jørgensen.
Ifølge Bygma har virksomheden nu cirka 100 elever under uddannelse.