Isoleringsproducenten Sundolitt har overtaget gulvvarmepladen HeatFeet.
HeatFeet er en EPS-plade og har en lav indbygningshøjde, hvilket ifølge producenten gør den særligt velegnet til renoveringsopgaver.
Med i overtagelsen følger pladens udvikler, Johnny Meter, der bliver projektkonsulent hos Sundolitt.
Johnny Meter er uddannet murer og byggetekniker og har arbejdet med projektsalg og procesudvikling i byggebranchen i næsten tre årtier. HeatFeet blev lanceret i 2021 for at gøre installation af gulvvarme nemmere og mindske materialespild.
Ifølge Sundolitts direktør, Henrik Vasylyeva, skal opkøbet styrke virksomhedens position.
- Vi er glade for at lancere HeatFeet som en del af vores sortiment. Det er en gennemtænkt løsning, som styrker vores bidrag til det store renoveringsmarked, siger han i en pressemeddelelse.
HeatFeet er allerede brugt i en række projekter - herunder i ombygningen af et tidligere supermarked i Horsens og Nordeas nye filial i Hjørring. Pladen er også anvendt i nybyggeri, blandt andet i NCG-huset i Kolding.