Det begyndte i 1986, da Poul Bak stiftede sit eget tømrerfirma, Poul Bak A/S, og kørte rundt i Jebjerg for at sætte tagrender op.
Men hvad der startede som en lille tagrendefokuseret virksomhed, er i dag vokset til en entreprenør med 33 ansatte. Det tog særligt fart, efter at sønnen Casper Bak Bak overtog virksomheden, og nu tager den mellemstore vestjyske entreprenør næste skridt og skifter navn.
Det skriver Skive Folkeblad, der har talt med både far og søn.
Fremover skal virksomheden hedde den Bak Bak A/S, oog navneskiftet sker på opfordring fra et reklamebureau..
- Når folk er færdige med at grine af navnet, vil det nok være et firmanavn, de husker godt, siger Casper Bak Bak, der egentlig hed Casper Bak, indtil han giftede sig med sin kone, Annemette Bak, og efternavnene blev slået sammen.
Siden Casper Bak Bak endte i spidsen har virksomheden foruden nyt logo og navn også ændret kurs. Han købte sig ind i 2016, overtog aktiemajoriteten i 2019 og står i dag som eneejer.
Mens opgaverne tidligere mest handlede om klassiske tømrer- og snedkerarbejder, er firmaet nu vokset ind på markedet for millionstore totalentrepriser – blandt andet husbyggerier i Jylland og et skolebyggeri i Brøndby.
Den 66-årige Poul Bak arbejder stadig i virksomheden.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 17,5 | 14,5 | 10,0 |
Resultat af primær drift | 3,2 | 3,0 | 6,7 |
Resultat før skat | 3,1 | 3,0 | 6,6 |
Årets resultat | 2,4 | 2,3 | 5,1 |
Balancestatus | 22,5 | 15,1 | 13,9 |
Egenkapital | 8,3 | 6,9 | 7,1 |
Antal ansatte | 30 | 26 | 24 |
Kilde: CVR |