Ventilationsvirksomheden Exhausto på Fyn har fået ny ejer. Det er det spanske familiefirma Soler & Palau Ventilation Group med 7.000 medarbejdere globalt.
Spanierne har købt Exhausto af den hidtidige ejer, franske Aldes, som har 2.000 medarbejdere.
- Det er et godt strategisk fit, siger Exhaustos adm. direktør Mads Rosenmeier.
Exhausto kommer ind i en koncern, som udvikler ventilationssystemer til virksomheder, skoler og boligblokke, ligesom Exhausto gør. Aldes er mest koncentreret om private boliger.
- Vi passer ind i deres strategi. De er familieejede, og vi ligner hinanden i vores værdisæt, siger Mads Rosenmeier.
Han ser frem til, at Exhausto kan vækste under de nye ejere, som vil investere i den fynske virksomhed.
Soler & Palau's adm. direktør Juan Manuel Lecue siger i en fælles pressemeddelelse:
- Vores kunder og partnere i hele Europa vil opleve, at Exhaustos stærke brand føres videre uden kompromisser, og løftet om at levere energieffektive indeklimaløsninger af høj kvalitet står mere klart end nogensinde.
Nye markeder
Exhausto vil bidrage med sin viden blandt andet om konstruktion af meget kompakte og energieffektive ventilationsanlæg.
- Vi byder ind med en rimelig stor viden. Soler & Palau har adgang til nogle markeder vi kan profitere af, siger han.
Soler & Palau har 27 fabrikker og fem udviklingscentre i verden, og det mener han også, at Exhausto kan få gavn af.
Dårligt år
Købet kommer efter at Exhausto havde et utilfredsstillende resultat i 2024, hvor virksomheden endte med et underskud på 15,8 mio. kr. før skat.
- Vi havde udfordringer i 2024. Vi skiftede den 20 år gamle linje ud med en ny, moderne linje. Det tog noget tid. Så havde vi også problemer med at få nok stål ind, siger Mads Rosenmeier.
De to foregående år havde virksomheden overskud på henholdsvis 2,0 mio. kr. og 2,3 mio. kr. før skat.